Her er manden, der ved, hvordan en kulturhovedstad lyder
Komponisten Jacob Buchanan spiller en stor rolle, når kulturhovedstaden skal åbnes. Han står nemlig bag to af de bærende musikalske indslag.
Forestil dig, at det allerede nu er lørdag. Du står ved rådhuset, og klokken nærmer sig syv om aftenen. Mest af alt fryser du måske en lille smule, men så går det hele i gang.
Store vikingeskibe kommer glidende med lys og billeder på sejlene og omgives af et hav af mindre, lysende skibe båret frem af en masse mennesker. Det er åbningsshowet, der er begyndt foran dig og lyser den ellers så dunkle januaraften op.
Men det er ikke kun dine øjne, der har travlt. For også lydene og musikken fylder aftenen. Inden de næste to timer er gået, har du både hørt en færøsk sangerinde, en tyrkisk folkesang, en ny jazz-komposition med navnet ”Stemmer fra Rosenhøj” og til sidst hørt aftenen slutte ved havnen til tonerne af nordens ældste folkesang ”Drømte mig en drøm i nat” fremført af hundredvis af korsangere.
Selvom hele showet er tilrettelagt efter samme tema, kommer især de to sidstnævnte værker til at hænge sammen på optogets vej gennem byen. Og det har den simple forklaring, at det er den samme mand, som har komponeret ”Stemmer fra Rosenhøj” og nykomponeret ”Drømte mig en drøm i nat.”
Manden hedder Jacob Buchanan, og han er komponist og trompetist ved Aarhus Jazz Orchestra.
Ingen korshær på havnen
Han har til showet flettet sine to værker sammen, så publikum på åbningsdagen oplever en helhed i optogets rejse ned mod havnen.
På dagen slås det hele an af én lang tone inspireret af det gamle instrument, lyren. Herefter går værket over i lyden og billederne af unge med anden etnisk herkomst end dansk fra Rosenhøj, som fremsiger ordene ”jeg drømte mig en drøm i nat” – først på dansk og så på deres forældres modersmål.
Ansigterne af de unge, som Jacob Buchanan har fået hjælp af, bliver projiceret op på sejlene af de seks vikingeskibe undervejs.
Det hele kulminerer så, når optoget når ned til Dokk1, hvor hundredvis af korsangere står klar til at synge hele nyfortolkningen af ”Drømte mig en drøm i nat.”
»Man hører ”Drømte mig en drøm i nat” i fragmenter. Først kommer der en lille bid, men der sker lynhurtigt noget andet, og så kommer der igen fragmenter rundt omkring. Men der, hvor man første gang hører den rigtigt, er nede ved havnen,« forklarer Jacob Buchanan.
Og mens koret på havnen altså kommer til at synge live, er musikken nødt til at komme fra højttalere. Men det har en naturlig forklaring.
»Vi brugere højttalere på grund af årstiden. Messinginstrumenter får samme temperatur som omgivelserne, så det ville blive som Kirkens Korshær – ikke for at fornærme, men det ville slet ikke kunne gå med kor. Det ville blive falsk,« siger Jacob Buchanan.
Selvom han slipper for falske toner, er han dog stadig spændt omkring setuppet, for han har endnu ikke selv hørt, hvor god lyden fra højttalerne kommer til at være.
På med heldragten
Mens ”Stemmer fra Rosenhøj” er Jacob Buchanans egen komposition, skrevet i hans virke som komponist for Aarhus Jazz Orchestra, er nyfortolkningen af ”Drømte mig en drøm i nat” et værk med flere ophavsmænd.
For her er det godt nok Jacob Buchanan, der har komponeret musikken, men til kordelen har han fået hjælp af Ingeborg Thisted Højlund for at fuldende værket.
Det er nok en komponist-ting at være vildt spændt på, om det lyder godt, og om folk bliver fanget med ind.Jacob Buchanan, komponist
Og mest af alt er Jacob Buchanan nu bare spændt på, hvordan folk vil tage imod musikken:
»Det er nok en komponist-ting at være vildt spændt på, om det lyder godt, og om folk bliver fanget ind. Men jeg glæder mig helt vildt.«
Han skal selv begynde åbningsdagen med at være i musikhuset til gallaåbningen, inden han straks springer ud på gaderne for at høre musikken:
»Når det er færdigt i musikhuset, skal jeg vel hoppe i en form for heldragt eller noget varmt tøj og så bare skynde mig ned og stå og være en del af folket og opleve det hele med min kone, familie og venner.«