Boligområde med et blakket cv
Skud og knivstikkeri, hærværk og butikstyveri. Bispehaven har været hårdt ramt af ballade gennem en årrække og er det særligt udsatte boligområde med færrest trygge borgere.
Færrest trygge borgere når der sammenlignes med landets øvrige ghettoområder og et blakket cv med stenkast mod busser, en række ildspåsættelser og truende ungdomsbander.
Det udsatte boligområde Bispehaven har gennem de seneste år tiltrukket sig negative overskrifter på stribe.
De seneste to år har Bispehaven indtaget den kedelige sidsteplads i Politiets Tryghedsindeks, der måler trygheden i landets 25 særligt udsatte boligområder. Selv om der i 2016 skete en forbedring i og med, at 56,7 pct. af beboerne var trygge mod 51,9 pct. året før, var det ikke nok til at komme væk fra bundplaceringen.
Der er for meget svind, for meget tyveri og hærværk. Det er blevet en dårlig forretning at holde butikken åben, selv om kundegrundlaget i området er godt.Mads Hvitved Grand, pressechef, Dansk Supermarked
Som tidligere afdækket i JP Aarhus er balladen gang på gang blusset op i Bispehaven.
Årene igennem har boligområdet været plaget af stenkast mod busser, en række ildspåsættelser og unge, der var så truende overfor personalet i Bispehavens beboerhus, Trivselshuset, at det måtte lukke midlertidigt i november 2014.
I 2014 oplevede området mange problemer. I april blev der skudt mod en lejlighed i Bispehaven, og hen over sommeren blev en række personer med relationer til banden Black Army fængslet, og ifølge JP Aarhus’ oplysninger var personer fra Black Army også involveret i et knivstikkeri, hvor en 19-årig mand blev angrebet på en legeplads i Bispehaven i juli.
Trusler og gaderøverier
På møder mellem Aarhus Kommune, Østjyllands Politi og Østjysk Bolig, som ejer og driver Bispehaven, udtrykte boligdirektør Allan Søstrøm året igennem flere gange bekymring om grupperinger i Bispehaven – også Bispehavens Initiativgruppe advarede om bander. De mange opråb om problemer med bander og utilpassede unge kulminerede, da Allan Søstrøm i november 2014 råbte om hjælp i et brev til ministre, rådmænd og borgmester Jacob Bundsgaard (S) og bl. a. efterlyste et bedre samarbejde mellem aktørerne i Bispehaven.
»For trusler, tyveri, gaderøverier og fysisk og psykisk vold er desværre hverdagen for vores mange beboere,« skrev han i mailen.
I oktober 2013 kunne JP Aarhus fortælle, at supermarkederne omkring det socialt belastede boligområde var plaget af folk, der forsynede sig uden at betale. Det skete dagligt, og i flere tilfælde gik tyveknægte ud af butikken med fyldte kurve og vogne. Desuden har Thorsen Møbler og Citykirken, der er nabo til Bispehaven, været plaget af smadrede bilruder og tyverier.
I juni 2015 tog Netto på Ryhavevej – klos op ad Bispehaven – konsekvensen og lukkede.
»Der er for meget svind, for meget tyveri og hærværk. Det er blevet en dårlig forretning at holde butikken åben, selv om kundegrundlaget i området er godt,« sagde Mads Hvitved Grand, pressechef i Dansk Supermarked.