Erik Veje: Det er en fiasko, hvis vi misser slutspillet
Århus Håndbold ligger med ni kampe tilbage af sæsonen på en 11.-plads i ligaen, og VM-pausen skal bruges til at gøre truppen klar til at jagte en altafgørende slutspilsplads, fortæller cheftræner Erik Veje Rasmussen.
Det har ikke været den sæson, som cheftræner for Århus Håndbold, Erik Veje Rasmussen, havde håbet på.
Mens Århus Håndbold i den seneste sæson blev nummer to i grundspillet, har aarhusianerne efter 17 kampe af grundspillet i denne sæson blot skrabet 14 point sammen. Det placerer holdet på en 11.-plads, tre pladser efter den sidste slutspilsplads.
Derfor er Erik Veje Rasmussen da også langt fra tilfreds, når han skal evaluere første del af sæsonen, men en del af årsagen skal dog findes i sværere arbejdsbetingelser end forventet, mener cheftræneren.
Det bliver en fantastisk spændende periode, vi går ind, hvor vi har mulighed for at gøre en forskel.Erik Veje Rasmussen, cheftræner, Århus Håndbold, cheftræner, Århus Håndbold
»Alt i alt har pointhøsten ikke været tilfredsstillende. Så kan man selvfølgelig diskutere, hvad årsagen til det er. Skal man se på undskyldningerne for den ringe pointhøst, er det klart, at skaderne har fyldt meget. Henrik Hansen har kun kunnet spille i forsvaret og har ikke kunnet træne overhovedet. Vi har Torben Petersen ude, det vidste vi dog godt, vi har Sebastian Henneberg, som stort set ikke har spillet, og Emil Nielsen har været ude hele sæsonen,« siger Erik Veje Rasmussen.
Ni nederlag
På trods af skaderne hos flere af profilerne mener Erik Veje Rasmussen dog, at der var nogle af de ni nederlag, som Århus Håndbold har indkasseret i denne sæson, der burde have givet point.
»Kampen hjemme mod GOG skulle som minimum have givet et point, fordi vi kort før tid lå til at vinde den. Det samme med kampen i Skanderborg, hvor vi smider det væk i sidste del af kampen. Så selvom man kan finde undskyldninger for mange ting, burde vi have hentet nogle flere point,« siger Erik Veje Rasmussen.
Siden den 23. december har holdet dog haft kampfri, fordi der skal spilles VM i Frankrig i januar. Derfor skal Århus Håndbold først i kamp i ligaen igen den 11. februar, hvor der tages hul på de sidste ni kampe af grundspillet.
Selvom Århus Håndbold begynder sidste del af sæsonen på en 11.-plads, er der kun to point op til Mors-Thy Håndbold på ottendepladsen.
Fortsat optimist
Derfor er Erik Veje Rasmussen fortsat optimistisk i forhold til at snige sig med i slutspillet, hvis truppen kan undgå for mange skader.
Men skader eller ej, så er cheftræneren dog ikke i tvivl om, hvorvidt det er en fiasko, hvis Århus Håndbold slutter uden for top otte.
»Ja, det ville være en fiaskosæson, hvis det ikke lykkes at komme med i slutspillet. Så kan man altid se på, hvad årsagen til det er. Men med det hold, vi har, skal vi med i slutspillet. Det kræver selvfølgelig, at spillerne så også er til rådighed og rent faktisk kan spille,« siger Erik Veje Rasmussen.
Selvom cheftræneren altså ikke har kunnet bruge spillere som Henrik Hansen, Sebastian Henneberg, Emil Nielsen og Torben Petersen, som han havde håbet på, er han positivt overrasket over, hvordan de næste spillere i rækken har taget ansvar i denne sæson.
»Anders Kragh Martinusen, som er kommet fra Odder, har gjort det rigtig godt. Omar Ingi Magnusson er 19 år og har styret mange af kampene. Det er flot. Jens Fredsgaard var skadet i optakten, og siden han kom ordentligt på plads, har han også gjort det rigtig fint. Der er masser, som har leveret en fin indsats. Det er også det, som giver troen på, at vi nok skal få hentet den slutspilsplads,« siger Erik Veje Rasmussen.
Træning og La Santa
Cheftræneren er dog sikker på, at de hold, som Århus Håndbold kæmper mod i kampen om slutspilspladserne, har det på samme måde.
Derfor forventer Erik Veje Rasmussen ingen lette opgør i resten af sæsonen, men han glæder sig over, at de næste fem ligakampe giver mulighed for at sætte nogle ting på plads.
»Alle dem, som ligger rundt om os, har vi her i de næste fem kampe. Det bliver en fantastisk spændende periode, vi går ind, hvor vi har mulighed for at gøre en forskel. Og så bliver det jo bare nogle rigtig gode kampe at se på, fordi der er meget på spil for alle parter,« siger Erik Veje Rasmussen.
Cheftræneren har dog rig mulighed for at få tunet sine spillere i løbet af VM-pausen på lidt over en måned.
Træning i januar
Århus Håndbold har nemlig ingen spillere med til VM, og derfor står alle til rådighed til træning i klubben i januar. Eller det vil sige, at Omar Ingi Magnusson i skrivende stund er en del af Islands bruttotrup til VM og kan ende med at tilbringe sin januar i Frankrig.
Erik Veje Rasmussen fortæller, at tiden skal bruges på nogle træningskampe og en træningstur til La Santa på Lanzarote i Spanien, hvor der samtidig kommer noget teambuilding på programmet, inden det igen går løs i ligaen til februar.