Fortsæt til indhold
Aarhus

Boligforening vil rive højhus ned

Det kan være mere fornuftigt at rive ned end renovere en boligblok i Skovgårdsparken, mener Brabrand Boligforening.

Brabrand Boligforening er tæt på at opgive den planlagte renovering af en otte etagers boligblok med 120 lejligheder i Skovgårdsparken i Brabrand. Boligforeningen arbejder i stedet på en ansøgning til Landsbyggefonden om at få lov at rive bygningen ned og bygge et nyt hus.

»Afdelingen er faktisk perfekt renoveret bortset fra den ene blok. Det skal løses, og hvis vi kan få lov til at lave noget helt nyt, kan det blive vældig flot i området,« fortæller formand Keld Albrechtsen.

Ni lavere blokke med ca. 310 lejemål er allerede sat i stand. Husene har fået nyt tag, udskiftet altaner og er blevet efterisoleret. Indvendigt er alle installationer blevet udskiftet, og der er etableret ventilation i lejlighederne.

Tilbage står huset på Astridsvej 7 i sin originale form fra 1967. I modsætning til de andre bygninger er betonen i denne blok i meget ringe forfatning.

»Det er i en væsentligt dårligere tilstand end de andre huse i afdelingen, så det er rigtigt svært at renovere, og derfor ville det måske være mere hensigtsmæssigt at bygge et nyt hus på samme sokkel,« forklarer direktør Keld Laursen.

Ufarligt at bo i

Han understreger, at undersøgelser har vist, at det ikke er farligt at bo i.

»Betonkonstruktionen er midlertidigt understøttet af nogle stålkonstruktioner, men den er ikke i fare for at styrte sammen. Klimaskærmen er elendig, og vi gennemfører periodiske eftersyn i forhold til afskalning, korrosion af armeringsstål osv.,« fortæller direktøren.

Rapport på vej

Brabrand Boligforening er i øjeblikket ved at få lavet en byggeteknisk rapport, som skal danne grundlag for det videre forløb og ansøgningen til Landsbyggefonden.

»Den kommer i det tidligere forår, og den vil også give svaret på, hvor dyrt det bliver. Indtil videre er der afsat 500.000 kr. til redegørelse med henblik på at få lavet en sag i Landsbyggefonden. Afdelingen har lagt pengene ud, i forventning om at man så også kan få den sagsbehandling, som forhåbentlig kan medføre, at vi kan komme i gang med det her projekt,« fortæller Keld Laursen.

Det her kan være en løftestang, så vi kan få afdelingen væk fra ghettolisten igen.
Keld Laursen, direktør, Brabrand Boligforening

Skovgårdsparken er netop røget på regeringens ghettoliste, og direktøren håber, at et byggeprojekt kan være med til at ændre afdelingens uheldige prædikat.

»Det her kan være en løftestang, så vi kan få afdelingen væk fra ghettolisten igen,« siger direktøren, som regner med, at de nuværende beboere vil blive genhuset andre steder permanent.

»Planen er at lave nogle tilgængelighedsboliger, og det vil have en effekt, i forhold til hvem der bliver de fremtidige beboere i den blok. Derfor kunne dette projekt være en del af den samlede indsats for at få Skovgårdsparken af ghettolisten igen,« siger han.