Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus har nu tre ghettoer

Skovgårdsparken i Gellerup er nu kommet med på regeringens ghetto-liste.

Aarhus har nu fået tre boligområder på regeringens opgørelse over kvarterer, der har en skæv beboersammensætning og problemer med integrationen.

Den såkaldte ghetto-liste har tidligere omfattet Gellerupparken/Toveshøj og Bispehaven, men i år er Skovgårdsparken under Brabrand Boligforening også kommet med.

Det ærgrer formand Keld Albrechtsen, Brabrand Boligforening.

»Vi er kede af, hvis afdelingen risikerer at få dårlig omtale på grund af placeringen på den liste,« siger han.

Området er kendetegnet ved at have over 60 pct. beboere af ikke-vestlig herkomst og en ledighed på 40 pct. blandt beboerne.

Desuden ses der på indkomst, uddannelse og kriminalitet, men formanden mener, det tegner et forkert billede af virkeligheden.

»Det viser, at de matematiske beregninger, man laver, ikke rammer virkeligheden. Det er en meget velfungerende afdeling med et stærkt beboerdemokrati, og problemerne i afdelingen er ret små. Der er tryghed og tilfredshed, som vi hører det,« siger boligformanden.

I alt er 25 boligområder på regeringens opgørelse.

Det var VK-regeringen, der sammen med Dansk Folkeparti i 2010 besluttede at opgøre antallet af ghettoer.

På den første liste blev 29 boligområder betegnet som ghettoer. 13 boligområder har været på listen lige siden.

»Man burde kigge på om de modeller, man lægger til grund, er helt rigtige, når man laver sådan en liste,« mener Keld Albrechtsen.