Midtjylland er med i væksteliten
En fjerdedel af Danmarks stærkeste vækstvirksomheder ligger i Region Midtjylland, viser en rapport.
307 midtjyske virksomheder er i et vækstforløb med gode chancer for at vokse og skabe nye job. Dermed er Midtjylland den region uden for hovedstadsregionen, der har det største antal højvækstvirksomheder.
Det viser en rapport, som innovationshuset Mandag Morgen har udarbejdet for Danske Regioner. Rapporten kortlægger danske virksomheder med over 10 ansatte, som i de seneste tre regnskabsår har haft en gennemsnitlig årlig vækst i ansatte, omsætning eller bruttofortjeneste på minimum 20 pct.
Afslører vækstmiljø
»Andelen af scaleup-virksomheder i en region er en indikation af, hvor stærkt vækstmiljøet i regionen er. Her præsterer Region Midtjylland godt i en dansk sammenhæng,« siger projektleder og erhvervsredaktør i Mandag Morgen Bjarke Wiegand.
I alt har 3,8 pct. af regionens godt 8.000 internationalt konkurrerende virksomheder udviklet sig til potentielle scaleup-virksomheder.
Til sammenligning har 3,4 pct. af Danmarks godt 36.000 internationalt konkurrerende virksomheder udviklet sig til potentielle scaleup-virksomheder.
Rapporten bliver offentliggjort på vækstkonferencen ”Fra startup- til scaleup-nation” mandag den 21. november på Axelborg i København. Konferencen, som arrangeres af Mandag Morgen og Danske Regioner, følger op på sidste års store vækstkonference ”VækstDanmark 2025”, som slog fast, at danske virksomheder skal blive bedre til at indfri deres vækstpotentiale i Danmark.
Fokus på de stærke
Og det gælder også de midtjyske vækstvirksomheder. Omkring 80 pct. har stadig under 50 ansatte.
»Vi har rigtig mange vækstvirksomheder i Region Midtjylland. Med Scale-up Denmark sætter vi fokus på de stærke og deres potentiale som vækstmotorer i Region Midtjylland og på tværs af Danmark,« siger Bent Hansen, formand for regionsrådet og Vækstforum i Region Midtjylland.
»Scale-up Denmark er et super eksempel på, at vi kan arbejde sammen – regioner og stat – og med de regionale styrkepositioner som udgangspunkt,« siger Bent Hansen.