Kritik reducerer højde på nyt byggeri
Nabokritik fører til, at Aarhus Kommune åbner for at sænke højden på dele af et kommende kollegium på Sandkåsvej.
Dele af det planlagte femetagers kollegiebyggeri i Hasle kan i stedet blive til treetagers familieboliger.
Det vil fremgå af kommunens nye forslag til en lokalplan, som byrådet skal tage stilling til sidst på året eller først i det nye år.
Da kommunen sidste år sendte planerne om femetagers studieboliger i forudgående høring blandt områdets beboere, medførte det flere kritiske høringssvar. Det kræver en ændring af kommuneplanens rammebestemmelser for området, hvis der skal kunne bygges i fem etager på grunden.
Inger Bak var en af de godt 30 beboere på Sandkåsvej i Hasle, som skrev under på et fælles høringssvar til kommunen:
»Jeg synes, det er for galt, at man kan tillade byggeri i fem etager her. Det er rigtig mange mennesker, der kommer til at bo på et lille område, hvor der er ældreboliger lige ved siden af,« siger Inger Bak, der bor i nummer 37.
Beboerne på vejen er også bekymrede for indbliksgener i haverne og lysindfald i deres etplanslejligheder, hvis kommunen giver tilladelse til fem etager og en bygningshøjde på 17 meter.
De kritiske røster kan ende med at ændre kommunens oprindelige plan. Ifølge byplanlægger Karen Grimastad fra Center for Byudvikling og Mobilitet i kommunen peger det kommende forslag til ny lokalplan på to løsninger:
»Den ene er, at man bygger kollegieboliger på hele grunden. Den anden er, at man laver kollegieboliger på en del af grunden, og på den anden del, der vender ind mod naboerne mod øst, etableres familieboliger i maksimalt tre etager.«