Aarhusiansk bageri skal levere brød til DSB
Miss D Konditori er blevet tilknyttet en netbutik, der gør det muligt for virksomheder og private at bestille varer fra den lokale håndværksbager på nettet.
Miss D Konditori i Risskov er blevet tilsluttet onlineplatformen KringleXpressen.dk, som gør det muligt for aarhusianerne at bestille brød, sandwich og kager på nettet. Det har også betydet, at bageriet er blevet udvalgt som brødleverandør til DSB. Aftalen indebærer, at passagerer på DSB 1’ får serveret friskbagt brød fra Miss D på togrejsen. Indehaver Thomas Wolf har store forventninger til aftalen:
»Det er en aftale, som vi ikke selv ville være i stand til at vinde i konkurrence med de store kæder. Leveringsaftalen gør, at vi kan udnytte vores kapacitet bedre, og vi har sikkerhed for, at vi gennem tre år har en stor, fast kunde til vores produkter.«
KringleXpressen.dk vandt ordren efter prøvesmagning af fire udvalgte produkter, og aftalen indebærer, at Miss D leverer brød efter egne opskrifter.
Håndværksbagerne oplever en øget konkurrence fra bake off-koncepter i supermarkeder og på tankstationer, og de er ramt af affolkningen af yderområder. En af ambitionerne bag KringleXpressen.dk er, at flere lokale bagere kan overleve til gavn for deres nærområde.
»Tanken er at få kunderne til at handle online hos den lokale bager, som vi kender det, når vi bestiller takeaway hos Just Eat. På den måde kan de lokale bagere i samlet flok konkurrere mod branchens store kapitalkæder samt mod supermarkeder og tankstationer, hvor brød er tilgængeligt nærmest døgnet rundt, siger direktør og grundlægger af KringleXpressen Kim Tannebæk og tilføjer:
»Samtidig får bagerne et udstillingsvindue på nettet og bliver eksponeret i et meget større geografisk område, end de ellers bliver.«