Nyoprettede praktikpladser er kun et plaster på såret
Aarhus Kommune har oprettet fem nye praktikpladser til de pædagogiske assistenter. De nye pladser er dog langt fra nok, lyder kritikken fra den nye SOSU-skole.
Det er ikke let for eleverne på erhvervsuddannelserne at finde en praktikplads, men nu bliver det lidt lettere for de pædagogiske assistenter, da rådmand Thomas Medom har besluttet at oprette fem nye praktikpladser i Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Den pædagogiske assistentuddannelse kom i klemme ved de seneste trepartsforhandlinger, i det halvdelen af praktikpladserne blev skåret bort. I Aarhus svarer det til cirka 44-46 pladser, oplyser SOSU Østjylland.
Direktør for den nyfusionerede skole SOSU Østjylland, Niels Brun Madsen hilser rådmandens initiativ velkomment, men er ikke just imponeret over kommunens indsats, når det gælder om at tilbyde praktikpladser til byens studerende.
»De nye pladser sender et signal til eleverne om, at der er nogen, der tror på, at de kan noget fagligt, men det er svært at se, at Aarhus Kommune som helhed bakker op om den officielle målsætning, der hedder, at 25 pct. af en ungdomsårgang i 2020 skal ind på en erhvervsuddannelse,« siger han.
Direktøren påpeger, at selvom tiltaget er et skridt i den rigtige retning, vil der stadig blive uddannet for få pædagogiske assistenter.
»Undersøgelser viser, at der i nærmeste fremtid kommer til at mangle 9.000 uddannede inden for det pædagogiske område. Her vil assistenterne være et godt supplement til den klassiske pædagoguddannelse, frem for at bruge ufaglærte, siger Niels Brun Madsen.
Rådmanden er ikke helt uenig i direktørens kritik.
»Det er derfor, at jeg har handlet. Jeg er med på, at det ikke er mange praktikpladser, men det er stillinger, der er oprettet udover det antal, vi er forpligtet til på mit område, siger han.
Begge er de enige om, at der kunne gøres langt mere for at skabe praktikpladser, og ifølge Thomas Medom bør de andre magistratsafdelinger i kommunen også oprette flere praktikpladser.
»Behovet for praktikpladser er større end fem på den lange bane, og dertil kan man jo sige, at pædagogerne egentlig først og fremmest hører til i Børn og Unge-afdelingen. Jeg håber derfor, at mit forslag smitter af på andre i kommunen, men også uden for,« siger rådmanden.