Hug en hæl og klip en tå: Ny børneopera om Askepot fra Den Jyske Opera
Askepot og hendes stedsøstre har passeret de 30 og bor stadig hjemme i Den Jyske Operas nye børneopera ”Hug en hæl og klip en tå”.
De fleste har nok en ganske fast forestilling om, hvem Askepot er, og hvordan fortællingen om hende går. Den stakkels fortabte pige, der plages af sine stedsøstre og ikke mindst stedmoderen. Men det vante billede bliver der nu lavet om på i den Jyske Operas eventyropera ”Hug en hæl og klip en tå”, som fortæller historien om Askepot inspireret af både brødrene Grimms eventyr og Rossinis opera.
Holdet bag forestillingen har nemlig skruet tiden lidt frem, så såvel Askepot som stedsøstrene nu er ganske voksne kvinder, men stadig bor hjemme med en ligeledes ældre mor. Et hovedtema i stykket er også at forholde sig til sammenbragte familier, fortæller instruktør og medtekstforfatter på stykket, Birthe Bonde Niilonen:
»Stykket er lavet over Askepot-historien, og så har vi prøvet at skrive den om, så det godt nok stadig er et eventyr, men også har mange flere træk fra virkeligheden, som for mange i dag inkluderer deleforældre og dine/mine/vores børn. Så vi har lavet det lidt sjovt med voksne piger, der stadig bor hos deres mor, og alle tre gerne vil være sangere, men der er i virkeligheden kun en, der virkelig vil.«
Harmonika og korsangere
Det er ikke kun selve fortællingen i stykket, der bliver anderledes i ”Hug en hæl og klip en tå”. Musikken kommer nemlig udelukkende til at blive leveret af en mand og et instrument: harmonika.
Manden bag harmonikaen hedder Branko Djordjevic, og han har selv komponeret dele af musikken til stykket med stor inspiration fra Rossinis originale opera om Askepot. Og mens harmonikaen lystigt spiller, bliver det fire operasangere fra den Jyske Operas eget kor, der besætter rollerne som de tre stedsøskende samt moderen.
Stykket er rettet mod at underholde aldersgruppen 5-10 år, men ifølge Birthe Bonde Niilonen er der dog også underholdning at hente for de voksne, som tager med børnene:
»De små børn vil kunne sidde og nyde scenebilledet, der hele tiden skifter, mens de lidt større vil kunne fange mere af historien. Og så er der også noget for de voksne – først og fremmest at de optrædende er virkeligt dygtige, men voksne forstår også mobbehistorien bedre, og kan se nuancerne i, at stedsøstrene også kan være undertrykte, og at selv moderen ligger under for en drøm.«
”Hug en hæl og klip en tå” blev uropført ved et arrangement onsdag og kan næste gang ses lørdag, når operaen opføres i Bora Boras lokaler. Herefter opføres forestillingen igen den 27.-29. oktober på Dokk1.