Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny gade i midtbyen vil ende i Åbyhøj

En kommende bygade mellem Godsbanen Kulturproduktionscenter og nyt bolig- og erhvervsbyggeri langs Carl Blochs Gade er på vej og skal med tiden strække sig til Åby Skole.

Lokalplanen handler egentlig om omdannelsen af det gamle æggepakkeri ved Godsbanen, men samtidig skaber den begyndelsen på en ny bygade, som på længere sigt skal ende i Åbyhøj.

Det ca. 7.400 kvm store område, som ”lokalplan 1044, etageboliger og erhverv ved Godsbanen – Forslag” udstikker rammerne for, får ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø cirka 200 nye boliger, der spænder fra delelejligheder over familieboliger til byhuse, mens stueetagerne bliver brugt til fællesfaciliteter for beboerne og til erhvervsmæssige formål som værksteder, restauranter, caféer og lignende.

Det såkaldte æggepakkeri, en bevaringsværdig gul murstensbygning, bliver et bærende element i projektet og vil således komme til at huse mindre virksomheder, kontorfællesskaber og iværksættere, oplyser Teknik og Miljø.

I lokalplanforslaget fremgår det, at bebyggelsen kommer til at ligge mellem Carl Blochs Gade og en ny bygade, der således skal løbe mellem byggeriet og Godsbanen Kulturproduktionscenter med et gårdrum imellem.

»Området ved Godsbanen er allerede meget inspirerende, men nu tilfører vi endnu mere liv og kreativitet til området. Samtidig tager vi hul på den bygade, som skal være en livsnerve for hele området fra Carl Blochs Gade til det nye brokvarter ved Åby Skole,« siger teknisk rådmand Kristian Würtz (S) i pressemeddelelsen.

De nye boliger og butikker skal altså, udover at bidrage til livet i Godsbaneområdet, være med til at skabe et helt nyt brokvarter.

Politikerne i Magistraten behandlede mandag lokalforslaget.

Ifølge mødereferatets resume af forslaget til lokalplanen vil de karakteristiske allétræer langs Carl Blochs Gade blive bevaret. Højden varierer fra æggepakkeriets to etager til et højhus på 13 etager, som Teknik og Miljø fastholder, efter at højhuset har været i en høring.

Magistraten anbefalede byrådet at godkende forslaget.