Fortsæt til indhold
Aarhus

Erik Veje Rasmussen om sæsonstart: Det er utilgiveligt

Den nye håndboldsæson er begyndt rædselsfuldt for Århus Håndbold.

Daniel Winther Pedersen

Flere end 2.000 tilskuere i Ceres Arena var onsdag vidner til TTH Holstebros nedsabling af hjemmeholdet Århus Håndbold i sæsonens første kamp i Danmarks bedste herrehåndboldliga.

Aarhusianerne, som ellers har oprustet markant op til denne sæson med bl.a. den islandske Robert Gunnarsson, der er hentet i franske Paris SG, blev i anden halvleg skilt ad stykke for stykke og tabte kampen med cifrene 23-40.

Fem dage før det store nederlag til TTH blev Århus Håndbold, sidste sæsons nummer tre i grundspillet, slået ud af pokalturneringen af Ribe-Esbjerg, hvor man ellers med en sejr kunne have sikret sig en plads i kvartfinalen.

Vi hader at tabe, og vi hader især at tabe med 17 mål. Man er ikke bedre end sin sidste kamp, og derfor er vi ekstremt sultne på at revanchere os.
Jan Nielsen, direktør, Århus Håndbold , direktør, Århus Håndbold

Én kamp fra det famøse Final Four-stævne, som afslutter pokalturneringen.

Cheftræner for Århus Håndbold, Erik Veje Rasmussen, er da også meget utilfreds med sit holds dårlige sæsonstart.

»Først og fremmest er pokalturneringen en absolut størrelse. Når man taber i den, er man ude. Samtidig er der noget økonomi og en masse sjov rent sportsligt forbundet med pokalturneringen, så det er helt forfærdeligt. Kampen mod TTH er en lidt anden størrelse. Det er fuldstændig utilgiveligt at tabe med 17 mål,« siger Erik Veje Rasmussen.

Efterårets vigtigste kamp

Direktør for Århus Håndbold, Jan ”Tromle” Nielsen, er også skuffet over klubbens sæsonstart, som han havde forventet ville tage sig anderledes ud.

Specielt ærgrer han sig over nederlaget i pokalturneringen til Ribe-Esbjerg på 27-28, fordi turneringen tidligere har givet klubben og dens fans nogle store oplevelser.

»Pokalkampen var klart en af de vigtigste kampe, vi havde i efteråret. Det er lidt en kliché, men pokalturneringen er en af de korteste veje til at komme til at spille nogle rigtig sjove kampe. Vi har haft fantastiske oplevelser de gange, vi har været med i Final Four. Derfor var det en stor skuffelse at tabe. Specielt fordi vi følte, at det var en kamp, vi kunne have vundet,« siger Jan Nielsen.

Direktøren har dog følt den skuffende sæsonstart med to kasketter på, som han selv udtrykker det.

For på grund af en skade på målmandsposten til klubbens klare førstevalg Emil Nielsen har Jan Nielsen, som i mange år har vogtet buret i Århus Håndbold, måttet trække trøjen over hovedet igen for at hjælpe holdet på banen.

Derfor føler han sig også medskyldig på mere end én måde, og han er især ked af den oplevelse, som de mange fans, der onsdag var mødt op for at støtte holdet i sæsonens første hjemmekamp, fik.

»Det var trist at stå i, det var trist at se på udefra, og i perioder af kampen mod TTH var det direkte pinligt. Håndboldkampene er jo vores kerneprodukt, og der er ikke noget, vi hellere vil, end at give vores fans en fantastisk oplevelse. Det fik de ikke i onsdags, men vi håber, at de får det, når vi rigtigt kommer i gang i ligaen,« siger Jan Nielsen.

Skader og nye folk

En del af forklaringen på den dårlige sæsonstart skal ifølge Erik Veje Rasmussen findes i, at holdet er ramt af skader på nøglepositioner, mens de nye spillere på holdet endnu ikke er spillet helt sammen.

For mens Robert Gunnarsson fik en perfekt ligadebut for Århus Håndbold ved at score syv mål på syv forsøg, er nyindkøbte Minik Dahl Høegh ramt af en skade i den ene finger, Torben Petersen er langtidsskadet og forsvarsspecialisten Henrik Hansen sidder også ude.

»Ud over skadessituationen har vi den udfordring, at vi har spillet forskellige forsvarstyper med det her lidt nye hold. Der virker, som om at spillerne lige i øjeblikket er usikre på, hvem der skal frem hvornår. Derfor bliver opgaven de næste dage at skære til, så vi spiller ét slags forsvar, hvor alle er fuldstændig trygge ved rollerne, og hvad de skal gøre i alle situationer,« siger Erik Veje Rasmussen.

Mandag får Århus Håndbold chancen for at rette en smule op på sæsonstarten, når holdet skal en tur til Aalborg.

Den spillende håndbolddirektør gør det klart, at han føler, at klubben og holdet er i de tryggeste hænder i form af træner Erik Veje Rasmussen, som han er sikker på nok skal få rettet op på spillet.

»Vi hader at tabe, og vi hader især at tabe med 17 mål. Man er ikke bedre end sin sidste kamp, og derfor er vi ekstremt sultne på at revanchere os. Vi kan sagtens tabe i Aalborg, selvom vi gør det godt. Det vil mange hold opleve. Men den her start betyder, at vi kommer til at investere endnu flere kræfter i det allerede mandag,« siger Jan Nielsen.