Mejerigigant: Vi flytter ind i innovationens epicenter
Omkring nytår åbner Arla Foods et moderne innovationscenter i Agro Food Park, som bliver mejerigigantens nye centrum for produktudvikling til hele verden.
Det kunne have ligget hvor som helst i verden, men af alle steder valgte Arla Foods Aarhus til det nye domicil for udvikling og forskning.
»Der er andre steder i verden og i Europa, hvor der er epicentre for fødevareklynger. Men indrømmet – det har været en hypotetisk tanke at placere det andre steder. Selvfølgelig skulle det ligge i Aarhus. Alt andet ville være som at begynde forfra,« erkender adm. direktør Peder Tuborgh, Arla Foods.
Til januar flytter 150 Arla-medarbejdere ud i et nybygget innovationscenter i Agro Food Park i Skejby.
Her skal de udvikle nye produkter inden for alt, lige fra emballage og recepter til nye forarbejdningsmetoder.
»Innovation er helt essentielt, hvis vi vil bevare vores position som et af verdens ledende mejerier,« understreger direktøren.
I bund og grund handler det om mælkepriser. Hvis landmændene, som ejer Arla, kunne leve godt af blot at malke køerne og sende mælk i forskellige varianter ud på markedet, var der ikke grund til at foretage sig yderligere.
Frisk mælk ikke nok
Men med de lave mælkepriser er frisk mælk i sig selv ikke nogen god forretning. Det er derimod de forædlede mælkeprodukter. I den hårde internationale konkurrence om kunderne er udviklingen af nye oste, yoghurter, mælketyper eller smørprodukter derfor blevet en strategisk vigtig del af Arlas forretning.
Der er absolut også et fysisk element, som gør Agro Food Park rasende spændende.Peder Tuborgh, , adm. direktør, Arla Foods
»Mælkepriser går op og ned, og man skal hele tiden være i stand til at øge værdien af den mælk, der bliver indvejet. Der er Aarhus helt essentiel, i forhold til at vi kan blive ved med at skabe innovation og finde nye teknologier, nye produkter og nye idéer vedrørende den rå mælk,« fortæller Peder Tuborgh.
Arlas nuværende innovationscentre i Brabrand og Stockholm har længe været udnyttet til det maksimale. Derfor besluttede Arlas bestyrelse at samle de strategiske innovationsressourcer ét sted.
»Vi har i mange år været bevidst om, at vi skulle finde et sted i verden, hvor vi kunne samle flere af vores RD- (research og development, red.) og innovationsmedarbejdere. Parallelt med at vi har haft de her tanker, er Agro Food Park opstået og er nu ved at udvikle sig til et meget spændende sted. 1.000 mennesker er allerede beskæftiget med fødevarer, fødevareforskning eller fødevareinnovation på den ene eller anden måde igennem hele værdikæden fra jord til bord,« siger Peder Tuborgh.
»De tanker har vi også selv været en del af. Med Agro Food Park er Aarhus ved at udbygge og manifestere sig som et af de få store epicentre for fødevareinnovation i Europa.«
Arla i defensiven
Arla Foods har i flere år haft faldende omsætning. Mejerigiganten offentliggjorde for nylig et halvårsregnskab med et salg i årets første seks måneder på 36,5 mia. kr. Sammenlignet med 1. halvår 2014 er omsætningen faldet 3,5 mia. kr.
Selv om krisen har trængt Arla i defensiven, fastholder Peder Tuborgh, at selskabet har præsteret flot under meget vanskelige vilkår.
»Vi øger vores produktmix, sælger flere forædlede varer, og vores mærkevareandel øges ganske betydeligt år for år. Og det kan kun ske, hvis vi har dygtige mennesker, som tænker de innovationstanker, der skal til for at bringe os fremefter,« siger han.
Udvikle alle produkter
Jeg plejer at sige, at i Kina spiser de altså ikke ost med pinde, så derfor skal vi producere andre produkter til dem, som passer til deres smag og den måde, de spiser fødevarer på og oplever kvalitet.Peder Tuborgh, , adm. direktør, Arla Foods
Arla Foods’ strategi er at udvikle på alle produktgrupper. Senest har Arla afsløret planer om at opbygge en milliardforretning på salg af mælkedrikke tilsat brus, smag, proteiner og fibre. Produkter, som om få år vil stå på butikkernes sodavandshylder og dermed bringe Arla ind på markedet for læskedrikke.
»Vi skal udbygge bredt inden for hele mejeriområdet. Vi har flere end 10.000 forskellige produkter, som vi sælger rundt omkring i verden, og der begynder alt det, vi i fremtiden skal producere og tilbyde og overraske verden med, i Aarhus. Det er på innovationscentret, der tænkes i dybden.«
Forskning knytter sig til universiteterne, og med Aarhus Universitets nye afdeling på Agro Food Park kommer producenterne endnu tættere på den vidensudvikling.
Et fysisk element
Ifølge direktøren er det helt vitalt, at mange kreative og kloge hjerner rykker tættere på hinanden.
»Der er absolut også et fysisk element, som gør Agro Food Park rasende spændende. Man kan nemt mødes og udvikle tanker og idéer. Området tiltrækker mange kreative mennesker, som forstår, hvad fremtiden bringer, men også højtuddannede akademikere inden for teknologi-verdenen, og de vil kunne få noget ud af det sammen. Som aarhusianer kan jeg godt være en smule stolt af, at så mange virksomheder føler sig tiltrukket af den tanke og den vision,« fortæller Peder Tuborgh.
Han vurderer, at akkurat som deleøkonomien udvikler sig, vil virksomheder også få et andet syn på at dele viden. Mange steder i erhvervslivet er der ifølge ham allerede en erkendelse af, at det ikke gavner at holde kortene alt for tæt til kroppen.
»Jeg tror, at vi kommer til at se, at de klassiske forskningsområder inden for fødevarer i fremtiden kommer til at arbejde på tværs. Vi kommer til at se flere forskere inden for f.eks. medicin og bredere medicin arbejde sammen. Det er helt fantastisk, at Aarhus Universitet har en stærk position på det område, og at mange af de aktiviteter kommer til at foregå i og omkring Agro Food Park,« siger han og tilføjer:
»Arla Foods går selv meget op i at dele med hinanden på tværs af værdikæder. Vi har også innovationsprojekter med konkurrenter, med emballagevirksomheder og i særdeleshed med forskere.«
Mange af centrets kommende medarbejdere er allerede i Aarhus, men der flyttes også innovationsmedarbejdere fra Stockholm og enkelte andre områder i Arla Foods.
Et stærkt center
De 150 medarbejdere er kun et foreløbigt tal. Flere Arla-ansatte forventes at skulle arbejde i Skejby i fremtiden, afslører direktøren. Tanken er at skabe et meget stærkt center i Aarhus med innovationssatellitter rundt omkring i verden. Arla har f. eks. lige åbnet et center i Beijing.
»Jeg plejer at sige, at i Kina spiser de altså ikke ost med pinde, så derfor skal vi producere andre produkter til dem, som passer til deres smag og den måde, de spiser fødevarer på og oplever kvalitet. Det kan man ikke gøre alene fra Aarhus. Der skal man være tæt på forbrugerne, men det bliver så arbejdet i dybden og færdigt i Aarhus.«