Australsk sanglærke kvidrer i musikhuset
Mads Bærentzen Trio inviterer tirsdag til koncert i musikhuset med den australske sangerinde Jo Lawry i front.
Mange kender Jo Lawry som sangerinden, der krydrer Stings, Peter Gabriels og Paul Simons koncerter med lyriske korklange. Men den australske sanglærke med den store stemme og den kække udstråling elsker også at fyre den af på scenen som solist. Tirsdag aften optræder hun live i Musikhusets Lille Sal sammen med pianisten Mads Bærentzens jazztrio.
Samarbejdet mellem de Aarhus-baserede musikere og den australske sangerinde kom i stand via Mads Bærentzens internationale musikernetværk. Flere gange har Bærentzen optrådt på koncerter, bl.a. ”down under” med sangeren Kurt Elling. Det var Elling, der anbefalede Bærentzen at stikke en føler ud hos Jo Lawry.
»Jeg undersøgte hendes solistiske profil og hendes cd-udgivelser. Hendes jazzede udtryk, som er farvet af Peter Gabriel og Sting, faldt i dén grad i min smag. Så jeg skrev jeg til hende og foreslog et samarbejde. Hun var straks med på idéen,« røber Mads Bærentzen.
Sangfugl uden stjernenykker
Et halvt år er gået, fra Bærentzen sendte sin første mail af sted til Australien, til han og trioen tirsdag præsenterer Jo Lawry i Musikhuset. Det bliver hendes debut som solist på dansk scene.
»Lawry er en travl sangerinde. Hun skulle lige have det hele til at passe kalendermæssigt, men det lykkedes os at skrue en turné sammen. Vi glæder os til at præsentere hende foran de danske lyttere,« siger Mads Bærentzen.
Hans trio optræder med Jo Lawry i fire danske byer de kommende aftener.
Programmet er en sprudlende cocktail af Lawrys sange, Bærentzens numre og et udpluk af iørefaldende jazz-standards.
»Vi mikser flere musikalske verdener og får dem til at smelte sammen. Det spændende ved Jo Lawry er, at hun optræder i både pop- og jazzsammenhænge. Hun er dygtig inden for sit felt og skriver nogle superfede sange. Dem får det danske publikum nu lov at opleve,« lyder det fra Mads Bærentzen.
Han glæder sig til at høre Lawry lægge vokal på de sange, han har skrevet:
»Hun var opsat på at synge nogle af mine numre. På den måde har hun ingen stjernenykker og ingen krav om kun at ville optræde med sine egne ting.«
Mødte Sting backstage
På sommerens Skanderborg Festival hilste Bærentzen på Jo Lawry, som her gav koncert med Sting.
»Det var fedt at få sat et ansigt på hende efter vores mail-skriverier. Hun er enormt sød og god at samarbejde med. Bag scenen på Skanderborg Festival hev hun mig også lige hen til Sting, som jeg hilste på – det var sjovt,« smiler jazzpianisten.
For musikerne i Mads Bærentzen Trio bliver turnéen en god mulighed for at samles igen efter en pause, hvor de tre medspillere har dyrket andre projekter.
»Det bliver dejligt at optræde som trio igen – det er næsten 20 år siden, vi tre spillede sammen første gang. Jeg har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium med både trommeslageren Kristian Leth og bassisten Morten Ramsbøl. Vi er vokset op sammen musikalsk og kender hinanden virkelig godt,« beskriver Mads Bærentzen.
Han håber, at relationen, der er nu er skabt mellem trioen og Jo Lawry, vil munde ud i flere fælles koncerter på sigt.
»Selvfølgelig er det vidunderligt, hvis vi kan udvide samarbejdet og præsentere Jo Lawry på andre scener i Norden. Mange Sting-fans kender hende jo og vil sikkert synes, det er spændende at opleve hende solo, selv om vi ikke sætter Sting-sange på repertoiret. Ved koncerterne med trioen er hendes soloting i centrum. Vi vil give fanskaren lejlighed til at høre den side af Jo Lawry.«