Fortsæt til indhold
Aarhus

Nu skal byens bedste detailbutik findes

Afstemning: Igen i år holder JP Aarhus en konkurrence om at kåre byens bedste detailbutik. De 15 medvirkende butikker er fundet, nu er det læsernes tur til at stemme.

Marie Duedahl | jpaarhus@jp.dk

I dag skyder JP Aarhus sin årlige konkurrence i gang om at kåre Årets Bedste Detailbutik 2016. 15 butikker har tilmeldt sig konkurrencen, så nu er det læsernes tur til at stemme på deres favorit.

»Vi vil gerne være med til at sætte fokus på den aarhusianske detailhandel, også de mindre selvstændige butikker, der ikke er med i en kæde. Der er jo nok en tendens til, at det altid er de store, der løber med opmærksomheden,« siger Helene Kjær, markedschef hos JP.

Mange af de store kæder har kapitalfonde bag sig, så de kan købe op og lægge sig i bymidten, så huslejepriserne stiger og stiger. De gode gamle Aarhus-butikker risikerer at forsvinde.
Kim Sørensen, indehaver af Lampefeber

Netop de store detailkæder står for skud, da JP Aarhus talte med en række af de deltagende butikker.

»Det er vigtigt, at der kommer fokus på de mindre specialbutikker, ellers bliver de overtaget af kæder eller overgår til nethandel. Mange af de store kæder har kapitalfonde bag sig, så de kan købe op og lægge sig i bymidten, så huslejepriserne stiger og stiger. De gode gamle Aarhus-butikker risikerer at forsvinde,« siger Kim Sørensen, indehaver af Lampefeber, der har ligget i Latinerkvarteret i 26 år.

Lampefeber importerer selv sine lamper til lageret i Harlev og sælger til møbelhuse, andre butikker og arkitekter i hele Skandinavien.

»Grunden til, at vi stadig har en butik i byen, er lidt nostalgisk, for det er ikke den, vi lever af. Vi bruger den til at vise vores store sortiment og til at brande os med. Hvis vi kun skulle leve af forretningen, havde vi lukket den for længst,« siger Kim Sørensen.

InSport i Klostergade vandt konkurrencen sidste år, og det mener medindehaver Mads Vestergaard Madsen især skyldes butikkens udvalg, der ikke er dikteret af en kæde, men sammensat af de to ejere, som selv er udøvende sportsfolk.

»Vi tilbyder f.eks., at kunderne kan prøve en testketsjer, inden de køber, og det, tror jeg ikke, der er andre, der gør i hele landet. Det er derfor, specialbutikkerne er vigtige for Aarhus. De giver kunderne en anderledes oplevelse, end de kan få i andre byer,« påpeger Mads Vestergaard Madsen.

Det rigtige butiksmiks

Christian Barfod, medejer hos Guldsmed Bent, peger på, at de store kæder på strøget er med til at tiltrække kunder fra hele Jylland.

»Der er kunder til mange forskellige slags butikker, så Aarhus skal have det rigtige miks, vi kan ikke undvære Bestseller f.eks.,« siger Christian Barfod og tilføjer:

»Men der er den forskel, at omsætningen i de store kæders fysiske butikker ikke er så vigtig for dem. Det handler om at få folk til at gå hjem og købe det tøj, de har prøvet i butikken, på nettet. De har måske tre ansatte på 500 m2, vi er tre ansatte på 70 m2, for vi går meget op i at betjene kunderne ordentligt. Men hvis alle sparer den gode service væk, kan folk lige så godt handle på nettet, og så kommer vi til at bo i en spøgelsesby,« siger Christian Barfod.

Hos symaskineforhandleren Guldager & Sønner i Ryesgade er man ikke bange for konkurrencen fra nettet.

»Vores produkter kræver meget kundeservicering, og folk ved godt, at det ikke kan betale sig at købe på nettet, der skal fagkundskab, garanti og service til. Vi oplever faktisk, at det vender i øjeblikket. Kunderne er begyndt at efterspørge personlig service, og de sætter pris på, at det er den samme person, der står i butikken i stedet for en ny studerende hver dag,« siger Finn Guldager, der har ligget på samme adresse siden 1980.

Han er glad for det nye madmarked, der åbner på Skt. Knuds Torv den 1. oktober.

»Det skaber liv og mangfoldighed på strøget. Vi er dog lidt bange for, at de fine siddepladser med borde til vil tiltrække nattegæster. Kommunen må meget gerne være obs. på at holde orden her,« siger Finn Guldager.

Træt af anlægsarbejder

De adspurgte butikker glæder sig til, at de store anlægsarbejder, især i forbindelse med Letbanen, bliver afsluttet, så Aarhus får gode adgangsforhold igen.

»Man skal også passe på med for store anlægsprojekter på butiksområdet. Der kommer nye butikker ude på Aarhus Ø og i det nye Frederiks Plads, og måske også i Regina på Strøget, der skal til at ombygges. Man skal huske, at ekspansionen skal vokse organisk,« advarer Christian Barfod.

Manglen på p-pladser i midtbyen opleves som et problem for mange kunder, især de, der kommer udenbys fra.

»Oplysningen om p-pladserne i byen har ikke været god nok fra kommunens side, folk kan ikke finde ned til Dokken og Navitas,« fortæller Kim Sørensen fra Lampefeber.

»Der er kommet mange p-pladser, men der må gerne komme endnu flere. Kommunen skal forstå, at folk vil have deres bil med til Aarhus, man kan ikke bare tvinge dem ud af byen ved at gøre det besværligt for bilisterne,« siger Finn Guldager fra Guldager & Sønner.

Sidegaderne i vækst

Guldsmed Bent har ligget i Sønder Allé i 40 år, og Christian Barfod oplever en positiv udvikling i sidegaderne.

»Strøgene er næsten ens i alle storbyerne efterhånden, for de individuelle nichebutikker ligger i sidegaderne, og den udvikling ser vi også i Aarhus. Fordi vi yder en god service og har et udvalg, som ikke fås andre steder, vil folk gerne gå de 45 meter fra strøget og hen til os,« siger Christian Barfod.