Fortsæt til indhold
Aarhus

Byrådspolitikere er vilde med de sociale medier

29 ud af 31 byrådspolitikere i Aarhus bruger sociale medier. Her kan de kommunikere ukritisk og ufiltreret, siger ekspert.

Rasmus Straka

Sociale medier er blevet hverdag for politikerne i Aarhus. 29 af de 31 byrådsmedlemmer er på det sociale medie Facebook, mens flere også er på Instagram og Twitter. Det viser en gennemgang, som JP Aarhus har foretaget.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har den mest fulgte Facebook-side blandt de 31 medlemmer med næsten 17.800 likes samt profiler på Instagram og Twitter.

»Jeg er mest aktiv på Facebook. Det fungerer bedre, fordi der er plads til dialog med borgerne, og man kommer bredere ud som politiker,« siger Jacob Bundsgaard.

Facebook-siden bruges til at hylde personligheder som Thorkild Simonsen eller ønske glædelig Eid til det muslimske mindretal i Danmark. Jacob Bundsgaard siger, at de sociale medier spiller en større rolle i dag for politikerne.

»Mainstream-medier taber opmærksomhed til sociale medier, og dermed er det vigtigt for politikere at væreaktive på dem. De sociale medier er blevet en integreret del af den måde, jeg arbejder på,« siger han.

Undgår kritiske spørgsmål

Betydningen af de sociale medier for politikere er blevet større. Det siger Jesper Tække, som er lektor i medievidenskab ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Han underviser bl.a. i brugen af sociale medier og organisationskommunikation.

»Politikere bruger de sociale medier mere hensigtsmæssigt end tidligere. Der er kommet struktur på med Facebook-grupper og -profiler, som er blevet et forum for udmeldinger. Og man har fundet en tone, som gør det muligt at være i dialog med borgerne,« siger Jesper Tække.

Ved at bruge de sociale medier professionelt er der en klar fordel for politikerne, mener han.

»Det giver mulighed for at udmelde noget ufiltreret og ukritisk. Man går udenom medierne og de kritiske spørgsmål,« siger Jesper Tække.

Er dit indtryk, at politikere bruger tid på at overveje et opslag på Facebook, så opslaget får den rette gennemslagskraft?

»Ja, succesen korrelerer fuldstændig med en god mediestrategi for, hvordan et opslag vinkles med billede, indhold, overskrift og hashtags. Målet er ikke kun at sprede opslaget ud på ens egen profil. Opslaget skal også blive delt og nå langt ud i offentligheden,« siger han.

To uden Facebook

Som en af to byrådsmedlemmer er DF-rådmand Jette Skive ikke på de sociale medier.

»Jeg har ikke behov for at høre om, hvem der er holdt op med at ryge, har smagt kage, haft barnet i bad eller købt en ny bil. Det har jeg hverken tid, lyst eller interesse til,«siger Jette Skive.

I stedet er rådmanden for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune i dialog med borgerne på en mere traditionel måde. Nemlig e-mail.

»Jeg vil gerne snakke med borgerne, og det gør jeg på e-mail. Hvis nogen skriver til mig, får de svar samme dag. Det gør jeg en dyd ud af,« siger hun.

Selv mener Jette Skive, at hun er et eksempel på, at politikere kan være i dialog med borgerne og få taletid i medierne uden at være på de sociale medier. Hun forestiller sig ikke, at hun kommer på de sociale medier, men man skal aldrig sige aldrig, påpeger hun.

Rådmand på mange medier

Venstres Bünyamin Simsek, som er rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, er enig i, at det er blevet vigtigt at være på de sociale medier. Han er bl.a. på Facebook, Instagram, Twitter og What’s App.

»Der findes mange gode kommunikationsplatforme, og man kan få mange henvendelser på dem. Det kræver disciplin at svare – og det gør jeg,« siger han.

Når Bünyamin Simsek bruger de sociale medier, har han ikke lagt en strategi. Men han forsøger at skabe en balance mellem at lave opslag om politik og sociale gøremål. På sin Facebook-profil har han cirka 2.800 venner og 1.100 følgere. Her deler han lokalnyheder, øjeblikke fra Smukfest og politiske budskaber.

»De sociale medier skaber en tættere kontakt til borgerne. Der er en selvstændig styring med, hvilke budskaber man sender ud, men jeg synes, at de sociale medier giver et bedre billede af personen bag politikeren,« siger Bünyamin Simsek.

Det samme siger Jacob Bundsgaard. For ham bryder de sociale medier en barriere mellem borgere og borgmester.

»På de sociale medier har borgerne mulighed for at følge med i, hvad jeg har på hjerte. Og jeg kan spørge, hvad borgerne mener om et bestemt emne, og de kan give mig en masse input,« siger han.