V: Lad pizzeriaer og burgerbarer betale for at fjerne affald – og overvej bøder
Venstre foreslår at lade bl.a. kæderestauranter stå for oprydning efter kunder, der smider affald foran virksomheden.
Et par brune papirsposer og et halvt pølsehorn ligger efterladt på fortovet foran én af Aarhus’ 7-Eleven-forretninger, mens skorpen fra en pizza har ramt fortovskanten ved et nærliggende pizzeria.
Ikke langt derfra fyger burgerpapir med McDonald’s’ velkendte logo hen ad gågadens brosten, hvor flere sultne kunder ikke har formået at ramme skraldespandene efter en tur i byen.
Sådanne syn kan ofte opleves i Aarhus’ natteliv, når kunder fra restauranter og butikker smider affald rundt om i byen.
Men står det til Venstre, skal det være slut. Ifølge partiets politiske ordfører, Gert Bjerregaard, er affaldsproblemet i Aarhus ved at blive så stort, at der skal sættes ind over for virksomheder som McDonald’s, 7-Eleven og byens pizzeriaer, som han mener skal pålægges et krav om selv at rydde op efter deres kunder.
»Min grundlæggende holdning er, at dem, der sviner, skal rydde op. Eftersom langt hovedparten af det her affald kommer fra kæderestauranterne, synes jeg, at de skal påtage sig et større ansvar, end de gør i dag.«
Som beskrevet i JP Aarhus torsdag står et flertal i byrådet bag et forslag fra Socialdemokraterne om at tilføre 3 mio. kr. ekstra årligt til det samlede budget på 27,3 mio. kr. til renholdelsen af byen.
Medarbejdere bør hjælpe
Venstre er positiv over for forslaget, men mener samtidig, at virksomhederne for egen regning bør sætte et fast korps af medarbejdere til at rydde op efter deres kunder i områderne foran virksomhederne, når behovet er størst i weekendens nattetimer.
»Jeg tror da, at der er virksomheder, som gør en indsats. Men hvad skulle det betyde at have et fast korps ude omkring restaurationen en time eller to på de tidspunkter, hvor det er allerværst? Det, tror jeg, vil være til gavn, også for deres egen forretning,« siger Gert Bjerregaard, som opfordrer Aarhus Kommune til at indskærpe reglerne for renholdelse over for virksomhederne.
»Hvis man ikke gentagne gange overholder reglerne, så må vi se på, hvilke sanktionsmuligheder der er. Der kan være forskellige måder at regulere det på, men det kunne være bøder,« siger han.
Ikke lovmæssigt muligt
Ifølge Tenna Olsen, projektleder for kommunens Ren By Aarhus, er der i dag ikke mulighed for at lade virksomheder selv betale for rengøringen, medmindre der er tale om affald, som er til fare for borgernes sikkerhed.
Det skyldes, at en del af midtbyens restauranter og caféer i forvejen betaler en såkaldt udvidet grundejerbetaling, der gør, at det er kommunen, som har ansvaret for renholdelsen. Derfor kan Aarhus Kommune ikke kræve, at grundejerne selv yder en ekstra indsats for at renholde områderne foran specifikke virksomheder.
»Vi har ikke lovmæssig mulighed for at forpligte de her grundejere og virksomheder til selv at rydde op. Mange steder er virksomhederne så flinke, at de selv gør en ekstra indsats, men det er sådan set frivilligt, om de vil det, fordi det er kommunens opgave,« siger Tenna Olsen.
Alligevel er Gert Bjerregaard ikke i tvivl om, at der skal kigges på mulighederne for at lægge yderligere pres på virksomhederne.
»Hvis lovgivningen ikke giver den mulighed i dag, så synes jeg, at vi skal udfordre den lovgivning. Det kan ikke passe, at de restauranter, der nyder godt af Aarhus’ natteliv, ikke også påtager sig en større opgave end det, vi oplever i dag,« siger Venstres politiske ordfører, der mener, at kommunen i første omgang skal forsøge at finde en løsning på affaldsproblemet igennem dialog med virksomhederne.
Forening: Vi gør meget
Ifølge Claus Bech, direktør i Aarhus City Forening, som bl.a. arbejder for at gøre Aarhus til en god shoppingby, gør virksomhederne allerede en ekstra indsats for at holde områderne rene:
»Det kan godt være, at virksomhederne kan gøre det endnu bedre, men min fornemmelse er, at der er en stor velvilje fra restauratørerne og en god dialog med kommunen,« siger Claus Bech.
Han påpeger dog, at det er vigtigt, at alle sten bliver vendt i forsøget på at sikre, at Aarhus tager sig bedst muligt ud, når byen til næste år er europæisk kulturhovedstad.
»Vi bidrager også gerne til en ny og videre dialog, men jeg tror bare, at kommunen er nødt til at påtage sig denne her opgave,« siger han.