Medom: Husk du har lovet en hurtig afklaring, Jacob
Rådmand Thomas Medom (SF) holder borgmester Jacob Bundsgaard fast på en afklaring på lufthavnsprojektet inden sommerferien.
Thomas Medom (SF) kræver, at der kommer en afklaring på lufthavnsprojektet inden sommerferien. Projektet blev i dag, tirsdag, drøftet på et møde mellem borgmester Jacob Bundsgaard (S) og transportminister Hans Christian Schmidt (V).
Men ud af mødet kom der ingen afklaring. Først skal EU-kommisionen tage stilling til, hvorvidt det er tilladt at give offentlig støtte til lufthavnen.
Og det er bare med til at trække processen og en afklaring på lufthavnsprojektet længere ud, mener Thomas Medom (SF), der kræver en afklaring inden sommerferien.
»Borgmester Jacob Bundsgaard har lovet, at der skulle komme en afklaring på lufthavnsprojektet inden sommerferien. Men det virker helt tosset at tro på, at EU kan nå at afklare så komplekst et spørgsmål inden ferien. Jeg håber ikke, han vil gamble byrådets troværdighed ved at bryde løftet om en afklaring inden ferien. Der er så mange mennesker, der er påvirket af smøleriet med lufthavnen, og familier der ikke kan sælge deres boliger. Derfor er det dybt beklageligt, hvis borgmesteren nu løber fra det klokkeklare løfte, han afgav i sidste måned,« udtaler Thomas Medom og fortsætter:
»Desuden skylder han et klart svar på, om han har tænkt sig at skyde 500 millioner kroner ind i projektet. Og hvert år - de næste 20 år - tilføre yderligere 75 millioner kroner. De penge ville gøre væsentlig mere gavn i vores velfærdssamfund.«
Hvornår der kommer en afklaring på, om og i så fald, hvor der kommer en ny lufthavn står altså fortsat hen i det uvisse.