Stormoskéen i Aarhus har fået dødsstødet
Salget af grunden på Bautavej i Aarhus Vest blev onsdag annulleret af byrådet i Aarhus.
Nu er det endeligt.
Salget af grunden på Bautavej 1, hvor der ifølge tidligere planer skulle opføres en stormoské, er annulleret.
Det skete ved en flertalsafgørelse i Aarhus Byråd onsdag, hvor kun Enhedslisten og De Radikale, talte for at fortsætte planerne om at sælge grunden til en muslimsk forening.
»Socialdemokraterne har mistet tilliden til det konkrete projekt, fordi nogle foreninger bag er afsløret i at have holdninger, som er uforenelige med vores demokrati og retssamfund. Derfor må udbuddet annulleres,« sagde borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Venstre var tilfredse med, at både SF og Socialdemokraterne har ændret holdning til at sælge grunden til Forbundet af Islamiske Foreninger, FIF.
Men partiets politiske ordfører, Gert Bjerregaard, mente, at socialdemokraterne manglede at svare på en vigtig detalje.
»Det står hen i det uvisse, hvad borgmesterens holdning er til, at en stormoské placeres tæt på Gellerupparken i fremtiden. Hvor lang tid varer karantænen? Et, to eller tre år, eller er det for altid. Vi har ikke fået svar,« sagde han.
Til det svarede Jacob Bundsgaard:
»Jeg kan ikke se for mig, at det pågældende projekt realiseres på dette sted. Men hvis Venstre mener, at vestbyen skal forstås som omfattende postnummeret Aarhus Vest, så er det for stort et område. Men det er svært at tage stilling til, før man kender et andet og eventuelt nyt mosképrojektet. Man skal huske på, at Venstre har stemt for en moské i nærområdet. Og er der ønske fra foreningen om at lave et nyt projekt, så må de komme til Teknik og Miljø og i sidste ende byrådet med det.«
Hos både De Radikale og Enhedslisten var der ærgrelse over, at S og SF har skiftet standpunkt.
»Det ærgrer os, at S er bakket i sagen, som ellers var fastlagt. Vi bemærker, at vi havde et fint foretræde, hvor FIF var forbi. Det er stadig vores overbevisning, at selvom vinduet er lukket, vil døren igen blive åbnet for at stormoskéen kan være i vestbyen. Vi tror, at en stormoské kan løfte området. Nuvel, ikke i denne omgang, men det skal nok lykkes,« sagde Peter Hegner Bonfils (EL).