Fortsæt til indhold
Aarhus

»På et tidspunkt er al transport elektrisk«

Hvordan har klimaet det i Aarhus, og hvordan kommer vi videre? Kommunens klimachef Henrik D.H. Müller giver nogle bud suppleret af teknikrådmanden.

Godt på vej, men herfra er det op ad bakke.

Det er tonen i en ny klimarapport, som Siemens har lavet for – og om – Aarhus Kommune, og kommunens klimachef Henrik D.H. Müller glæder sig over den vurdering, som Siemens giver af byens indsats.

»Når jeg læser Siemens-rapporten, bliver jeg glad og positivt overrasket, for de putter Aarhus i den kategori, de kalder progressive klimabyer. Vi er kommet rigtigt langt i Aarhus og længere, end man er mange andre steder, og vi står nu med nogle dilemmaer og spørgsmål, som de andre byer ikke har haft indtil nu,« siger han.

Lavthængende frugt

Som led i arbejdet med en ny klimaplan for 2016-2020 har Aarhus Kommune bedt Siemens om at give en status på Aarhus, vurdere indsatsen indtil nu og beskrive de teknologiske muligheder fremover, så kommunen kan nå sit mål om at blive CO2-neutral i 2030.

Siemens har lavet den tilsvarende øvelse for byer som Wien, London og København og er i gang med andre steder i verden, og firmaet laver analysen gratis for byerne som en mulighed for at hjælpe beslutningstagerne til at træffe beslutninger om klimaet.

Rapporten fremlægges torsdag på et seminar, og Henrik D.H. Müller ser følgende status for Aarhus:

»Vi er på et stadie nu, hvor vi har høstet de lavthængende frugter med kommunens omlægning af varme og el til grøn energi og renovering af vores egne bygninger. Nu handler det om at mobilisere resten af samfundet med partnerskaber og oplysning, så vi gør folk i stand til selv at gøre noget,« siger klimachefen og fortsætter:

»Derudover skal vi bl.a. udvikle en strategisk energiplan, hvor vi ikke blot ser på CO2-udledning, men på den samlede omstilling, så vi med rettidig omhu sikrer os, at der f.eks. vil være strøm nok til at klare en omstilling af transporten til el-biler. Vi skal være sikre på, at elnettet kan klare opgaven, når alle på et tidspunkt har skiftet til elbiler,« siger han.

Tre veje for trafikken

Med en CO2-andel på op mod 60 pct. er trafikken klart det vigtigste område i bestræbelserne på at nå målet, og Henrik D.H. Müller ser tre veje for sig:

Nedbringe transporten og energibehovet, f.eks. med en klog byvækst med fortætning, som betyder, at man ikke skal køre så langt.

Udvikle mere kollektiv transport som f.eks. letbaner, der bruger strøm i stedet for diesel og ændre transportsammensætningen, så vi får flere over på cykel og i kollektiv trafik.

Skifte teknologi, så vi får elektrificeret hele vores transport, herunder især privatbilismen, men også den tunge trafik,« siger klimachefen og tilføjer:

»Det er den sværeste opgave, men jeg er ikke i tvivl om, at hele transportsektoren på et tidspunkt vil være elektrificeret.«

Siemens-rapporten angiver nogle veje at gå, men det er politikerne i Aarhus Byråd, der skal lægge en plan for klimaindsatsen, hvor en plan for 2016-2020 er på trapperne. Teknikrådmand Kristian Würtz (S) siger:

»Jeg tror fortsat på, at vi kan nå målet om at blive CO2-neutrale i 2030, og det interessante ved Siemens-rapporten er, at den viser, at det kan lade sig gøre rent teknologisk. Det spændende er så, om det også kan lade sig gøre rent samfundsmæssigt at lave den omstilling, som teknologien åbner for.

Letbane og elbiler

Rådmanden er ikke fortaler for en vejafgift. Han ser i stedet muligheder i letbanen og bedre vilkår for elbiler:

»Vi skal introducere en el-drevet letbane, vi skal have eldrevne busser på gaderne, og vi skal gøre det nemmere at have en elbil i Aarhus. Og så skal vi bygge vores by, så transportbehovet bliver mindre,« siger han.

Han ser flere muligheder for at få flere over i elbiler:

»Vi kan geare vores by til, at man kan få ladet sin elbil op i byen. Jeg er sikker på at elbilmarkedet får sit gennembrud i vores tid, og så skal vi være klar til at håndtere det,« siger han, der ikke umiddelbart er tilhænger af gratis parkering for elbiler.

»Det ville gøre det mere attraktivt, men mange parkeringspladser er privatejet i Aarhus, og når man tager penge for parkering, er det i høj grad, fordi folk låner en plads, som det koster penge at etablere,« siger rådmanden.

Artiklens emner
Siemens