Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus fastholder det røde flertal

Der er fremgang i antallet af mandater til de blå partier i en ny måling.

Selv om Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fastholder mandatfremgang i en ny måling, ville der fortsat være rødt flertal i Aarhus Byråd, hvis der var kommunevalg i dag.

For godt nok tiltrækker Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for anden måling i træk vælgere i en måling fortaget af analyseinstituttet Wilke for JP Aarhus, og de to partier står til at få hver tre mandater, hvis der var kommunevalg i dag.

Det er en fremgang på hhv. et og to mandater fra kommunevalget i november 2013, men det er ikke nok til at rokke på den nuværende magtfordeling, da De Konservative og Venstre i målingen begge går et mandat tilbage.

Socialdemokraterne, som også står til at måtte afgive et mandat, ville, hvis der var kommunevalg nu, med støttepartierne Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten dermed fortsat have magten i byrådet.

Sammen ville de fire partier kunne samle 19 mandater, hvilket er et mandat færre end ved valget i november 2013.

Færre S-stemmer

Socialdemokraterne kommer ned på 12 mandater svarende til 31,8 pct. af stemmerne i målingen. Ved kommunevalget i 2013 fik Socialdemokraterne 38,2 pct. af stemmerne.

»Det er først og fremmest meningsmålingen på valgdagen, som tæller. Men jeg noterer mig, at der er stor opbakning til den nuværende borgmester (Jacob Bundsgaard red.), og til de borgmesterbærende partier. Det er et udtryk for, at der er sat den rigtige retning for byens udvikling,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører i Aarhus Byråd, Peder Udengaard.

Ved valget i 2013 kom Liberal Alliance i byrådet med 3,8 pct. af stemmerne og dermed et enkelt mandat.

I dag vil 8 pct. af aarhusianerne ifølge målingen sætte krydset ved Liberal Alliance. Dansk Folkeparti får 8,7 pct. af stemmerne i dag, viser målingen.

På samme fløj afgiver Venstre og De Konservative hver et mandat i målingen, som blev lavet i april.

Den blå blok med Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står til at opnå 12 mandater, hvilket i så fald vil være en fremgang fra valget i 2013, da de fire blå partier tilsammen fik 11 mandater.

»Det glæder mig, at den borgerlige blok samlet set går frem. I forhold til Venstre er resultatet i denne måling stort set som ved kommunevalget i 2013. Men vi er ramt af den generelle landstendens, og det er et øjebliksbillede, som kan koste i nuet, når man tager ansvar. Det får ikke os til at ændre på politikken. Vi synes, at vi har de rigtige løsninger, som vi vil arbejde hårdt for at få kommunikeret ud,« siger Venstres politiske ordfører i Aarhus Byråd, Gert Bjerregaard, i en kommentar til, at Venstre i den nye måling går en smule tilbage sammenlignet med valgresultatet i 2013.

Dengang fik Venstre 17,2 pct. af stemmerne. I den nye måling peger 17,1 pct. af de adspurgte på Venstre.

Fremgang til Konservative

De Konservative har i dag to byrådsmedlemmer i Aarhus. De vil ifølge den nye måling blive reduceret til et medlem, når De Konservative står til at få 4,8 pct. af stemmerne.

Senest, JP Aarhus fik lavet en måling, var i november 2015.

Dengang ville 3,8 pct. af vælgerne støtte De Konservative, som altså kan spore en fremgang blandt aarhusianernes tiltrækning til partiet i den nyeste måling.

For at have flertal i byrådet skal en af blokkene have mindst 16 mandater. Der er kommunevalg igen i november 2017.