Over en million overnatninger i Aarhus
I 2015 var der rekordmange overnattende gæster i Aarhus. Samtidig steg besøgstallet hos byens attraktioner.
Sidste år blev der atter sat turismerekord i Aarhus.
Det viser overnatningstallene for 2015 fra Danmarks Statistik samt besøgstallene hos de aarhusianske attraktioner.
»Aarhus er i konstant udvikling og bliver mere og mere kendt som et turistmål, der bl.a. har kulturinstitutioner i international klasse,« siger Peer H. Kristensen, direktør i VisitAarhus.
Rekordmange overnatninger
Det samlet antal overnatninger på bl.a. hoteller, feriecentre og feriehuse sneg sig sidste år for første gang op over en million og endte på 1.007.042, hvilket er 13 pct. flere overnatninger i forhold til året forinden.
Heraf blev 774.521 af overnatningerne foretaget på aarhusianske hoteller, som har oplevet en vækst på 17 pct. flere overnatninger fra 2014-2015.
»Det er nogle rigtig flotte tal. Det er dejligt, når man kan se, at selvom antallet af hotelværelser steg med næsten 400 værelser sidste år, så bliver de fyldt,« siger Jakob Beck Wätjen, formand for Horestas regionsforening i Region Midtjylland.
Attraktive attraktioner
Til daglig er Jakob Beck Wätjen direktør på Montra Hotel Sabro Kro.
Som hoteldirektør kan han nikke genkendende til, at flere gæster bookede et værelse i 2015 sammenlignet med tidligere.
»Vi har haft mere travlt og kan tydeligt mærke, at der er flere turister i byen,« siger Jakob Beck Wätjen.
Aros, Moesgaard Museum og Musikhuset Aarhus er blandt de aarhusianske attraktioner, som tiltrækker flest mennesker.
Samlet set var der i 2015 2.865.655 besøgende, som gæstede byens attraktioner mod 2.301.630 i 2014.
»De aarhusianske attraktioner formår at sætte gæsten i centrum. Den måde, de formidler på, er med gæsten og oplevelsen i fokus,« siger Peer H. Kristensen om årsagen til stigningen.
Øget belægningstal
Store arrangementer i Aarhus som Northside, Spot Festival og Classic Race Aarhus tiltrækker årligt tusindvis af mennesker.
»De her arrangementer smitter direkte af på vores overnatningssteder, som får mange overnattende gæster,« siger Peer H. Kristensen. Ifølge ham kan man ved at kigge på de aarhusianske hotellers belægningstal tydeligt se, hvad de større arrangementer medfører på overnatningsfronten.
I 2012 havde byens hoteller under Classic Race Aarhus eksempelvis en belægning på 50,4 pct., hvor belægningsprocenten under racefestivalen i 2015 var steget til 90,7 pct., oplyser Peer H. Kristensen.
Han påpeger, at der generelt er kommet flere weekendgæster de senere år.