Udviklingen er vendt i Højbjerg Maskinfabrik
Højbjerg Maskinfabrik har haft nogle barske år, men bøtten er vendt, og virksomheden er i øjeblikket ved at ansætte 30 nye folk.
Nye produkter og flere ordrer på eksportmarkeder har fået behovet for flere ansatte til at stige på den aarhusianske virksomhed Højbjerg Maskinfabrik A/S på Oddervej i Højbjerg. Sidste år ansatte virksomheden 24 nye medarbejdere på fabrikkerne i Højbjerg og Galten, og i øjeblikket er virksomheden i gang med at finde yderligere 30 nye medarbejdere til Aarhus-fabrikken. Kranproducenten har bl.a. brug for nye ingeniører, klejnsmede og industriteknikere.
Hvis vi producerer rigtigt, så kan vi holde industrien i Danmark.Ove Trankjær, adm. direktør på Højbjerg Maskinfabrik
»Flere af vores markeder går rigtig godt, og samtidig vinder vi generelt markedsandele. Det giver flere ordrer i bl.a. Skandinavien, USA, Tyskland og England, og derfor får vi brug for 30 nye medarbejdere inden sommerferien. Vi bruger vikarer, men vi fastansætter også en del nye folk,« fortæller adm. direktør Ove Trankjær, Højbjerg Maskinfabrik.
Højbjerg Maskinfabrik blev hårdt ramt af den økonomiske opbremsning i 2008, og mange medarbejdere blev derfor afskediget.
Tæt på konkurs
I 2010 var virksomheden tæt på konkurs, men en turnaround med fokus på bl.a. produktudvikling og automatisering af produktionen med ny robotteknologi betød, at økonomien blev forbedret. Regnskabet for 2014 var med voksende overskud og en omsætningsstigning på 28 pct. til 775 mio. kr. så godt, at virksomhedens ejere, brødrene Hans og Ingvar Bundgaard, droppede et planlagt salg af fabrikken.
I november sidste år konstaterede virksomheden, at 2015-regnskabet bliver det bedste nogensinde.
»I 2014 og 2015 er markederne for alvor vendt. Det viser også, at hvis vi producerer rigtigt, så kan vi holde industrien i Danmark. Vi producerer i dag ikke alt selv, men har mange underleverandører også i det østjyske. Det giver også ekstra arbejde til transportbranchen, når vi skal have lastbiler til at levere varer,« siger Ove Trankjær.
Producerer mere nu
Højbjerg Maskinfabrik har i dag ca. 540 ansatte, heraf ca. 380 på fabrikken i Højbjerg. Tilbage i 2008 havde virksomheden i alt omkring 750 ansatte.
Vi producerer mere nu, og det betyder jo, at vi arbejder smartere i dag, end vi gjorde dengang.Jens Møller, 3F-tillidsmand på Højbjerg Maskinfabrik
»Meget af produktionen er siden da blevet outsourcet, så vores produktion på virksomheden i dag er meget anderledes end tilbage i 2008. Men vi producerer mere nu, og det betyder jo, at vi arbejder smartere i dag, end vi gjorde dengang,« siger 3F-tillidsmand Jens Møller, Højbjerg Maskinfabrik.
Ifølge tillidsmanden betyder de mange nye ansættelser, at medarbejderne generelt har fået mere tiltro til fremtiden.
»Virksomheden klarer sig rigtig godt, så folk går ikke med usikkerhed om, at man kan blive fyret i morgen. Det betyder rigtig meget,« siger Jens Møller.
Højbjerg Maskinfabrik laver bl.a. hydrauliske autokraner, sættevogne og tippelad til lastbiler.