Fortsæt til indhold
Aarhus

Modefolket har fået længere til arbejde

Med åbningen af Dokk1 har mange modemedarbejdere i Balticagade fået længere til arbejde. Men det bliver ikke anderledes, fastslår kommunen.

Louise Witt

Med åbningen af Dokk1 er det blevet mere besværligt for modefolket i Balticagade at komme på arbejde i bil – cirka 1,5 km ekstra ud og hjem hver dag.

Bilister fra den nordlige del af byen kunne tidligere tage turen til Balticagade via Mindet, dvs. den korte forbindelsesvej, hvor First Hotel Atlantic ligger. Med åbningen af p-huset under Dokk1 er Mindet blevet spærret for gennemkørsel. Kun bilister, der kører ud fra Dokk1, må svinge til venstre der.

Alternativet for dem med ærinde i Balticagade er at tage turen hen til Jægergårdsgade. Det giver ca. 1,5 km ekstra hver gang.

Ejendomsudvikler Olav de Linde er skuffet over, at Aarhus Kommune behandler et stort erhvervsområde i byen på den måde. Byggeselskabet Olav de Linde har i de seneste 15 år udviklet den tidligere Aarhus Flydedok til modeklynge med 26 virksomheder, der har anslået 600-800 medarbejdere og mange kundebesøg.

Træt af omlægningen

»Vi er trætte af trafikomlægningen derned til. Vi forstår det ikke. Flydedokken har ligget der siden Anden Verdenskrig. Da flydedokken var på sit højeste, var her 800-1.000 medarbejdere. Hvorfor skal et stort erhvervsområde have det anderledes nu, hvor der er måske 600-800 medarbejdere, bare fordi der er blevet lavet et stort p-hus? Nu har vi gjort så meget for det område. Det er vi faktisk stødt over, og det et tegn på en ikkegennemtænkt planlægning,« mener Olav de Linde.

Det er en ulempe for medarbejderne i Balticagade. Det medgiver chefkonsulent ved Aarhus Kommune Anton Iversen, der har ansvaret for trafikreguleringen i området.

Men det er en nødvendig lukning for at gøre Kystvejen til en trafikdæmpet gadestrækning.

Skal stoppe erhvervstrafik

Lukningen skal forhindre erhvervstrafik til Østhavnen i at tage turen ned ad Randersvej og via Mindet ned på havnen. I stedet skal de køre ned på havnen uden om midtbyen via Marselis Boulevard.

»Hvis Mindet var fuldstændig åben, ville vi ikke kunne opnå den trafikfredeliggørelse på Kystvejen. De medarbejdere kommer måske en lille smule i klemme, men så mange kilometer er det jo heller ikke. Vi kan altså ikke lave en lukning og så stå og kontrollere, hvem der skal hvorhen, og give nogen lov. Vi er nødt til at veje tingene op imod hinanden. De er måske nok 600-800 stykker, men der er over 5.000 arbejdspladser på hele havnen, og vi kan ikke skelne mellem de forskellige,« siger Anton Iversen.