Fortsæt til indhold
Aarhus

Modemekka ved et tilfælde

Iværksætteri: Olav de Linde ville ikke købe Aarhus Flydedok, da arbejdspladsen gik konkurs. At området blev til Aarhus’ modeklynge, skyldes et tilfældigt møde med iværksætter Tommy Hyldahl.

Louise Witt

Det var en tilfældighed, at Aarhus Havn blev et nyt modemekka.

Det var dengang ved årtusindeskiftet, da Aarhus Flydedok gik konkurs – det var svært at hamle op med værfterne i Østeuropa og Asien.

Byens kendte ejendomsudvikler Olav de Linde husker, hvordan området var alt andet end attraktivt.

»Jeg blev faktisk spurgt og sagde nej tak til at købe tre gange. Men til sidst fik de mig alligevel overtalt,« siger han og griner.

»Da jeg så ringede rundt, var der ingen interesserede. Skibsindustrien var i svær konkurrence med udlandet. Nå, hvad gør man så?« spørger han.

Tøj med container

Byggeselskabet Olav de Linde har i flere årtier været en af de store og markante spillere i Aarhus, når det gælder udlejning af ejendomme til erhvervslivet – typisk gamle industriejendomme, som får lov at beholde den rå charme, men bliver transformeret til fx kontorer eller kultur-formål.

Med en stor forretning kommer der mange henvendelser om lokaleleje – og én blev udslagsgivende for Mellemarmen, som området hedder i havnejargon: et opkald fra Tommy Hyldahl, der designede tøj i Aarhus og fik det produceret i Kina.

For der var en væsentlig præmis for brug af området: Det skulle være havnerelateret – der skulle være omsætning over kaj. Og her passede Tommy Hyldahls forretning godt ind.

»Man tegnede det i Aarhus og fik det lavet i Kina og sejlet hjem. Er det så havnerelateret? Ja! Så han kom ind, og så kom der flere ind, og siden har vi holdt linjen,« siger Olav de Linde.

Med mærker som St-Martins, Suit, S’nob og Margit Brandt fik Tommy Hyldahl opbygget en større forretning under navnet Metropol, som lå på havnen i 15 år.

Byens modemekka

I dag rummer Aarhus Flydedok-området, nu kaldet Dokk8000, ca. 26 modevirksomheder; fra enkeltmandsvirksomheder til større virksomheder som Minimum med 60 medarbejdere på havnen.

Modemekkaet har været med til at trække flere til: Hummel flyttede i 2011 sit hovedkontor med nu 150 medarbejdere fra Viby til Dokk8000.

På den anden side flyttede Bestseller ind i det nybyggede domicil med 800 medarbejdere.

Her i efteråret gik Metropol konkurs, og selskabet er stadig under afvikling – men det har ikke været svært at udleje Metropols lokaler igen, fortæller Olav de Linde.

»Det gælder om at holde tråden i det – og det har vi gjort, for så bliver området selvudviklende. Det er en stor fordel, når Mellemarmen automatisk klinger af tøjforretning,« siger han.

Autentiske bygninger

Havnebygningerne med det rå industrilook er perfekte til modefolket, fastslår Olav de Linde:

»De her tøjfolk har samme holdning som os til, hvordan de gamle industribygninger skal være autentiske. De kan godt lide kontrasten mellem det forældede tøj og de rustikke rammer. Bygningerne skal beholde deres historie med fx gamle, rå betonlofter, skibsudstyr, jernkonstruktioner, højt til loftet osv. De skal have noget at se på. Noget, der kan pirre deres kreativitet.«

Hvordan har du det med at have skabt sådan et område?

»Det er det, vi laver og brænder for.«

Det, der glæder ham mest, er de mange mennesker, han har set bygge deres virksomheder op:

»Jeg arbejder med noget, jeg kan lide, og så er det sjovt for mig at følge personerne og deres udvikling. Jeg har fået mange gode venner her,« siger han, der er på vej til frokost med Tommy Hyldahl.