Vellykket integration kan udfordre boligmarkedet

I et villakvarter på Pallisvej skråt over for boligblokkene i og omkring Gellerupparken sidder Vahip Pelit med sin kone, Dilber Pelit, og ser fjernsyn i stuen. Det er billederne af hans eget kvarter, der ruller over fjernsynsskærmen. I DR-programmet ”En vej, to verdener” skildres nemlig kontrasten mellem villakvarteret på hans egen side af Hejredalsvej og så Gellerupparken, som han er vokset op i, på den anden side.

På den ene side af vejen bor en del af landets rigeste 10 pct., og på den anden side nogle af landets fattigste 10 pct., lyder det fra fjernsynet. Vahip Pelit og Dilber Pelit er begge førtidspensionister og hører hverken til den første eller anden benævnte gruppe. Til gengæld er de blandt de af aarhusianerne med tyrkisk baggrund, der har forladt den almene boligsektor og er flyttet ind på ejerboligmarkedet i stedet – og deres ene søn hører til andelen af aarhusianere med tyrkisk baggrund, der helt har forladt lokalsamfundet Brabrand-Gellerup.

Tendensen markerer en vellykket integration og en opadgående social mobilitet i de aarhusianske indvandrerfamilier, men den kan også være med til at skære kontrasterne mellem den ene og anden side af Hejredalsvej endnu tydeligere op. For mens de velintegrerede efterkommere uddannes, får job og flytter ind på ejerboligmarkedet, er der risiko for, at de mest ressourcesvage grupper efterlades tilbage i den almene sektor, lyder bekymringen fra Boligøkonomisk Videncenter.

Fra Gellerup til Tilst

JP Aarhus har gennem Aarhus Kommune indsamlet tal over, hvordan aarhusianerne de seneste 10 år har fordelt sig ud på lokalsamfundene. Tallene viser, at andelen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk er vokset i alle byens lokalsamfund, mens tilflytningen i Brabrand-Gellerup på samme tid er nogenlunde stagneret. Og det er der flere forklaringer på ifølge Hans Skifter Andersen, professor ved Statens Byggeforskningsinstitut.

»De her koncentrationer af indvandrere, som man i Danmark har kunnet se i Gellerupparken og Vollsmose, opstod op gennem 80’erne og 90’erne. Men efter år 2000 er der kommet en stagnation i de mest koncentrerede områder, på trods af at der har været merindvandring. Det kan der være forskellige årsager til. Dels er der mange, der kan se en fordel i at flytte ud i parcelhuse, efterhånden som de får job og højere indkomst, og dels har mange kommuner gjort noget for at regulere indflytningen i de her områder,« forklarer han.

Vahip Pelit har bevæget sig rundt i byen på samme måde. Da han i 1978 kom til Danmark med sin mor og tre søskende for at blive familiesammenført med sin far, flyttede de alle ind i en fireværelseslejlighed i Gellerupparken. Her boede børnene to og to på hvert sit værelse, mens forældrene havde deres eget soveværelse. Da hans to søstre flyttede ud og giftede sig, flyttede hans egen kone og hans brors kone ind, og sådan boede de frem til 1997, da Vahip og Dilber Pelit besluttede sig for at få mere plads. På den anden side af Hejredalsvej fik de et parcelhus og to børn.

De to sønner, Gazi og Hakan, er hver især blevet gift og flyttet ud af parcelhuskvarteret på Pallisvej. Gazi, der er uddannet revisor og ansat hos møbelvirksomheden Hay, er flyttet ind i parcelhuskvarteret Helenelyst i Brabrand, mens storebror Hakan er blevet elektriker og har bygget hus i Tilst med sin kone og børn.

»Jeg har to børn. De har begge gode uddannelser, deres koner har også gode uddannelser, og de er alle fire i beskæftigelse,« fortæller Vahip Pelit stolt.

Det er den slags social mobilitet, der vidner om god integration i Danmark, mener Troels Schultz Larsen, lektor ved RUC og forsker i forsømte boligområder.

»Hvis man ser det på den lange bane, har den danske integration langt hen ad vejen været en succes. Når man ser på forskellen mellem første, anden og tredje generation, har der været ubetinget opadgående social mobilitet. Efterkommere får bedre uddannelse end deres forældre, de får bedre job, og dermed også bedre muligheder for at flytte sig fra den almene boligsektor over i andre sektorer,« forklarer han og siger i øvrigt, at det typisk er blandt de grupper, der har været her længst, at integrationen er mest vellykket.

Det ulige boligmarked

Og det er netop noget af, der bekymrer Curt Liliegren, direktør ved Boligøkonomisk Videncenter.

»Der er en latent risiko for, at et område som f.eks. Gellerupparken bliver mere udsat, i takt med at de mest ressourcestærke efterkommere flytter ud. Det kan være med til at afskærme beboerne i det område yderligere,« siger han og tilføjer:

»Selvom det jo selvfølgelig er en glædelig nyhed for integrationen.«

For Vahip og Dilber Pelit handlede det i sin tid ikke bare om mere plads, da de købte nyt hus. Der var også en økonomisk gevinst at hente i investeringen.

»Når du først er inde på ejerboligmarkedet, har du flere muligheder. Du kan bo billigere der, end du kan i de almene boliger, hvis du har råd til at købe,« forklarer Vahip Pelit, »og det er måske også derfor, der er mange, der flytter helt væk fra Brabrand-Gellerup, tror jeg. Folk vil ikke bo tæt på Gellerupparken, så husene stiger ikke nær så meget i værdi her, som de gør uden for området. Det betyder også, at der bare er flere penge at hente ved at flytte ud.«

Forstå relationerne

Det giver Troels Schultz Larsen ham ret i:

»Hvis vi gerne vil løse problemet med koncentrationen af økonomisk ressourcesvage mennesker i den almene boligsektor, så er vi nødt til at forstå relationerne på boligmarkedet. Jo lavere indkomst du får, jo større direkte støtte kan du få, og dermed er den bedst mulige bolig at finde i den almene boligsektor. Men hvis du omvendt får en høj indkomst, har du råd til at købe, og så kan du få en højere indirekte støtte på ejerboligmarkedet og dermed en bedre bolig, end du kan i den almene sektor,« forklarer han.

»Det får boligpolitikken til at fremstå relativt ambivalent, for den høje indirekte økonomiske støtte på ejerboligmarkedet betyder, at vi med den ene hånd er med til at skabe de koncentrationsmekanismer, der er at finde i den almene sektor, mens vi med den anden hånd forsøger med områdebaseret boligsocialt arbejde at løse de problemer, mekanismerne skaber,« vurderer han.

Blandede boligformer

Alligevel lyder det fra teknikrådmand Kristian Würtz (S), at man ved hjælp af helhedsplanen og kombineret udlejning kan hindre, at de udsatte boligområder isoleres yderligere fra resten af byen.

»Vi ønsker at modarbejde social opdeling i Aarhus Kommune. Altså, tendenser til, at alle de rige bor i et kvarter, og at alle de fattige bor i et andet. Og et af redskaberne imod en sådan udvikling er at forhindre, at for mange af vores lejere i den almene boligsektor står uden for arbejdsmarkedet. Et andet er rent boligpolitisk at sikre en blandet beboersammensætning, når vi bygger nye kvarterer i byen. Vi gør begge dele,« forklarer rådmanden og henviser blandt andet til, at han har foreslået, at hver fjerde nye bolig, der bygges i Aarhus, skal være en boligforeningsbolig.

Samtidig har Aarhus Kommune lagt en klar helhedsplan for Gellerupparken, der skal ombygges og åbnes for arbejdspladser, private boliger og resten af byen. Troels Schultz Larsen roser indsatsen, der har »flere positive aspekter« og kalder også tiltagene for nødvendige. Men det ændrer i hans optik ikke på det egentlige problem: at boligmarkedet i sig selv er ulighedsskabende.