Blodbank efterlyser plasmadonorer
Mangel: Blodbanken i Skejby udførte sidste år over 7.300 plasmatapninger, men stiler mod en fordobling i år.
Mens blodforbruget i Danmark er faldende, er plasmaforbruget imidlertid stigende.
Derfor efterspørger blodbanker landet over personer, som vil donere plasma. Det samme gør sig gældende ved Blodbanken i Skejby.
»Vi har brug for flere plasmadonorer for at kunne fylde de ledige tider ud,« siger Christian Erikstrup, der er overlæge og klinisk lektor ved Klinisk Immunologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital.
Blodbanken i Skejby har eksempelvis 274 tider til plasmatapning pr. uge og har på nuværende tidspunkt 112 ledige tider i næste uge samt 202 ledige tider i uge 10.
Plasma bliver til lægemidler
Blodplasma bruges bl.a. til stærkt blødende patienter. Derudover bruges forarbejdet plasma til at fremstille diverse lægemidler herunder immunglobulin, der bruges til patienter med dårligt immunforsvar.
Omkring 55 pct. af menneskets blod består af blodplasma, der er en gullig væske, hvor blodcellerne er filtreret fra. Plasmaet består af 90 pct. vand og indeholder forskellige stoffer og proteiner.
»Forbruget af medicin fremstillet af plasma er steget kraftigt de senere år. Blodforbruget er samtidig faldet, og der er derfor skåret ned på almindelige blodtapninger,« siger Christian Erikstrup og tilføjer:
»Danmark har derfor været nødt til at importere rigtig meget medicin fremstillet af plasma fra udenlandske betalte donorer, hvilket er etisk forkert, da vi herhjemme har et af verdens bedste bloddonorkorps og derfor bør være selvforsynende.«
Tiden er en udfordring
En plasmatapning tager typisk 45 minutter, hvor en almindelig blodtapning til sammenligning tager omkring 10 minutter.
»Udfordringen ved tapninger af plasma er primært, at det tager længere tid, samt at vores blodbank ligger i udkanten af byen,« siger Christian Erikstrup.
Blodbanken i Skejby begyndte at tappe plasma sidste år, efter at Danske Regioner igangsatte en målrettet indsats for at indsamle mere plasma.
For at gøre opmærksom på efterspørgslen af plasmadonorer, har Blodbanken i Skejby sendt sms’er og mails ud til de fleste af deres donorer for at opfordre dem til at tage stilling til, om de har lyst til at hjælpe med plasmatapninger.
»Indtil videre har en del af vores stabile donorkorps tilbudt deres hjælp, men vi mangler fortsat flere,« lyder det fra Christian Erikstrup.
I Blodbanken Aarhus havde de sidste år over 22.000 tapninger, som bl.a. fordelte sig på 14.803 blodtapninger samt 7.310 plasmatapninger. Sidstnævnte tal vil de hos blodbanken forsøge at fordoble i 2016.