Stort fald i kriminaliteten i Gellerup
Antallet af anmeldelser for overtrædelser af straffeloven mod beboere i Gellerupparken og Toveshøj er mere end halveret fra 2014 til 2015.
Beboerne i Gellerupparken og Toveshøj har i flere år haft en kedelig førsteplads for flest anmeldelser for bl.a. vold, tyveri og bedrageri.
Sådan er det ikke længere. Tal fra Rigspolitiet viser, at kriminaliteten i boligområdet er styrtdykket. Fra 2014 til 2015 er antallet af anmeldelser for overtrædelse af straffeloven for hver 1.000 beboere mere end halveret – fra 126,2 til blot 60,7. Det kommer ikke bag på lederen af lokalpolitiet i Aarhus V, Jens Espensen, at kriminaliteten i Gellerupparken og Toveshøj er faldet, men han er overrasket over hvor meget.
»Som politimand har man en fornemmelse af, hvad der sker. Men jeg synes nok, at faldet er større end forventet,« siger han.
Udviklingen kan ifølge Jens Espensen bl.a. forklares med særlig færdselsindsats over for knallertkørere og bilister i området samt politiets opsøgende arbejde i klubber, afdelingsbestyrelser og blandt unge i området.
Men æren tilfalder også bl.a. kommunens socialforvaltning, lokale ildsjæle og Brabrand Boligforening.
»Det er ikke et resultat af enkeltindsatser. Ved det tværgående samarbejde i området er vi blevet bedre til at handle hurtigt og konsekvent, når der sker noget, og dermed undgå landsbysladder. Men jeg er meget bevidst om, at det også handler om dagsformen. Situationen kan lynhurtigt ændre sig, alt efter hvem der er toneangivende i området,« siger Jens Espersen.
Helhedsplanen virker
Rigspolitiet har på landsplan udpeget 26 særligt udsatte boligområder. Ingen områder har oplevet så markant et fald i kriminaliteten som Gellerupparken og Toveshøj. Det betyder, at både Folehaven i Valby og Bispehaven i Aarhus V nu har flere anmeldelser for hver 1.000 indbyggere.
JP Aarhus har tidligere beskrevet, at Brabrands Boligforenings udgifter til udbedring af hærværk i Gellerupparken er faldet med 72 pct. fra 2014 til 2015. Derudover viste det såkaldte tryghedsindeks fra december 2015, at 74,7 pct. af de adspurgte borgere i Gellerup og Toveshøj føler sig trygge, mens 83,2 pct. har tillid til politiet.
Social- og beskæftigelsesrådmand, Thomas Medom (SF) kalder Rigspolitiets opgørelse »fantastisk« for Gellerupparken.
»Det er et klart tegn på, at helhedsplanen og de mange tværgående initiativer virker. Fra politisk side har vi prioriteret en stor socialindsats i området. Vi har haft fokus på at skabe fritidsjob, der er en stor volumen af sociale tilbud i området, og ungdoms- og fritidsklubberne har flere ressourcer end i resten af kommunen,« siger han og tilføjer:
»Via et stærkt samarbejde mellem bl.a. kommunale myndigheder, politiet og foreningslivet har man kunnet rykke hurtigt ud, når der sker noget. Samtidig er det lykkes at holde nogle af de stærke bandegrupperinger, man ser i København og i Voldsmose, ude.«