Positive toner om boliger på Gasa- grunden
Under »nærmere forudsætninger« er kommunen indstillet på boliger på den gamle Gasa-grund på Havkærvej i Tilst.
Opførelsen af 653 boliger på den gamle Gasa-grund i Tilst er rykket nærmere.
Et møde mellem udviklerne bag boligprojektet og kommunen har skabt mere klarhed om mulighederne for at bygge bl.a. rækkehuse og punkthuse på Havkærvej 79-83.
»Der har været et positivt møde med forvaltningen, og hovedkonklusionen blev, at kommunen kan acceptere et boligprojekt på området under nogle nærmere forudsætninger,« siger Carsten Mai, der er konsulent for Ejendomsgruppen Danmark, som står bag boligprojektet.
Kommunen har ellers tidligere sat bremsen i på projektet og overvejede i stedet, om der skulle være erhverv på hele området.
Det skabte skuffelse hos Ejendomsgruppen Danmark.
Lyskryds eller rundkørsel
Aarhus Kommune er især optaget af, hvordan trafikafviklingen kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt. På mødet foreslog udviklerne også, at de ville finansiere et lyskryds til at afløse den nuværende rundkørsel ved Havkærvej og Blomstervej.
Et forslag, som kommunen blev glad for ifølge udviklerne, men uden endnu at tage stilling til, om tilbuddet vil blive taget imod.
Carsten Mai ser nu frem til at få afklaret de tekniske forhold i samarbejde med kommunen og vil løbende inddrage fællesrådet.