Øhavehare begejstrede
Fotodyst: Første vinderbillede i fotokonkurrencen Habitat:Aarhus er udvalgt, og en hare fra Øhaverne løb med dommernes opmærksomhed.
Det var en enig jury, der valgte billedet ”Haren” som månedens vinderbillede i fotokonkurrencen Habitat: Aarhus. Billedet er taget af Klaus Dreyer ved Øhaverne på Aarhus Ø i en kort pause mellem de mange regnvejrsdage i december.
»Vi har modtaget 96 fotos i den første måned af fotokonkurrencen. Der var mange fine motiver, men blandt de indsendte motiver faldt Klaus Dreyers hare straks i øjnene,« fortæller projektleder på Habitat:Aarhus, Emil Skovgaard Brandtoft fra Naturhistorisk Museum i Aarhus.
De sky harer
»Harer plejer at være sky, men inde i byen har de vænnet sig til mennesker, og der er mad at finde for dem året rundt. Man møder derfor harer inde midt i byens parker, på Godsbanen og overalt på havnearealerne, og mange steder kan man komme rigtig tæt på dem. I Botanisk Have har jeg ligefrem fotograferet en hare på under en meters afstand. Klaus Dreyer har imidlertid valgt at træde et skridt tilbage, så man får haren med i miljøet, og man kan endog se den friskgrønne grønkål, som haren formentlig lever af. Samtidig vandrer en mand igennem baggrunden af motivet uden at værdige haren et blik,« fortæller Emil Skovgaard Brandtoft.
»Det er sådan et billede, der fortæller en overraskende historie, og dem er der rigtig mange af ude i bynaturen. Når man først åbner øjnene, opdager man, at der imellem mennesker og bygninger er masser af vilde blomster, sommerfugle og pattedyr derude. Vores håb er, at rigtig mange aarhusianere har lyst til at deltage i fotokonkurrencen med deres bedste bynatur-fotos, og ambitionen er naturligvis, at Aarhus ikke bare skal være kulturhovedstad, men også hovedstad for naturen.«
Jagter elevplads
Fotografen Klaus Dreyer er 37 år og bor i Aarhus. Han er uddannet fotograf fra Medieskolerne i Viborg. I øjeblikket er han på jagt efter en elevplads, men ventetiden fordrives bl.a. med at drage rundt på opdagelse efter fine naturmotiver i byen.
»Normalt er det ikke natur, jeg kigger efter i byen, men fotokonkurrencen har jo været en fin anledning til at komme ud og opdage sin by på en ny måde. Jeg var taget på tur efter motiver på havnen og kom ud til køkkenhaverne på Aarhus Ø, som jeg slet ikke kendte. Man bliver ærlig talt noget overrasket, når der pludselig sidder en hare midt i det hele. Jeg håber, at dette kan være springbræt til, at jeg finder en elevplads og vil forsøge at gøre rent bord i konkurrencen resten af året,« fortæller Klaus Dreyer.