Modebutik med internationale ambitioner
Mål: Støy vil være blandt Europas bedste modebutikker. Storytelling i butik og webshop skal bane vejen.
Støy på Store Torv er en multibrandbutik; det vil sige en modebutik med mange forskellige tøjmærker, og det er inden for den kategori, at ejerne af Støy på Store Torv, Torben og Jakob Støy, vil i Europas top fem.
Derfor har de nu lanceret et nyt online-univers – Stories – der ligesom den fysiske butik er baseret på storytelling; med små historier om mærkevarer, kunstnere, byer, kunst, musik og meget mere. På engelsk og dansk. Målet er den internationale forbruger, om denne så sidder i Asien eller Aalborg.
Og ambitionerne er høje. Alt er lavet i samarbejde med skribenter, arkitekter, fotografer og stylister. Kreative, som ikke nødvendigvis har en baggrund inden for mode og detailhandel, og som derfor kan bidrage med noget helt nyt. Støy vil sætte en ny standard for, hvad en modebutik kan være.
»Vi forandrer os med den tid, vi er i – hele tiden. Vi vil ikke kun sælge tøj, vi vil skabe et univers, både i butikken og webshoppen, hvor folk oplever, at de er nødt til at kigge forbi os tit, fordi her sker noget nyt hele tiden. Man skal gå på opdagelse hos Støy og få viden og inspiration med herfra,« siger Torben Støy.
Det nye online-univers, der også omfatter firmaets webshop, er designet, så det fungerer optimalt på tablets og mobiltelefoner, og her er også en chatfunktion, hvor kunderne kan skrive med en medarbejder. Nutidens forbruger er online hele tiden, og derfor skal butikken være klar. Støy har også netop lanceret andet nummer af sit trykte magasin, der forhandles i butikken, og et nyt samarbejde er indgået om at få magasinet ud til salg i Europa og USA. Magasinet er et eksempel på brandjournalism, hvor magasinet ikke er lavet for at tjene penge, men for at profilere Støy som kulturbærer og inspirationsplatform.
Nøje udvalgte mærker
Også de mærker, som Støy forhandler, skal være en del af butikkens historiefortælling. Derfor bliver leverandørerne valgt nøje ud.
»Mærkerne skal have en historie bag sig, og de skal ville noget med deres produkt. Og så skal hver ny leverandør kunne noget andet end det, som vores andre leverandører allerede kan,« påpeger Torben Støy.
Leverandørerne er bevidst sammensat af både nye upcoming brands og store etablerede navne.
»Vores sortiment er et miks af bredere, mere tilgængelige mærker og nichemærker, som du ikke kan få ret mange steder i Europa. Vi kan godt tage et mærke ind, hvor vi ved, at der vil gå et par år, før det begynder at sælge godt, fordi folk lige skal have de gode oplevelser med mærket, men så rykker det også,« siger Jakob Støy.
Den personlige service er et andet fokuspunkt for Støy. Der er ikke lavet standardformularer for, hvordan medarbejderne skal servicere kunderne. De har lov at have deres egen personlighed med i salget og har frihed til selv at træffe beslutninger og komme med gode idéer til forbedringer af kundeservicen.
Støy lejer også en del af førstesalen over butikken, hvor Hotel Royals tidligere suiter er indrettet til kontorer, lager og fælleskøkken. Her er enten Torben eller Jakob Støy næsten altid at træffe, og den medarbejdernære ledelsesstil er med til få firmaværdierne ud i organisationen, ligesom hyppige rejser med medarbejderne er med til at give sammenhold. En ny onlineportal til intern kommunikation er også på vej.
»Det handler om at give så meget som muligt af sig selv som leder, og vi har seks mellemledere, som alle forstår Støy-konceptet og er med til at formidle det videre til hele organisationen,« fortæller Jakob Støy.
Butikken ændres løbende
Den fysiske butik er blevet ændret totalt flere gange siden åbningen i 2007.
»Stueplanet var først sort og hvidt, så blev det gult i tre år, i dag er det helt sort, og hvem ved, hvordan det ser ud om et år,« siger Jakob Støy, der ofte har butikkens indretningsarkitekt, Morten Bøgh Andersen, med på sine inspirationsrejser rundt i verden.
Næste skridt er en nyindretning af Støys pigeafdeling.
Jakob Støy tror ikke på, at det stigende onlinesalg vil udkonkurrere de fysiske butikker, tværtimod.
»Man kan ikke erstatte følelsen af at røre ved tøjet og tage det på – og det at blive ekspederet af en, som virkelig ved noget om tøjet. Derfor ser man firmaer, der er startet online, også åbner fysiske butikker nu,« siger han.
Nu, da onlinedelen er blevet strømlinet med nyt indhold og ny visuel identitet, går ledelsen i gang med at analysere det internationale salg, så man kan se, hvilke markeder Støy skal satse ekstra på i udlandet.
»Efter vi kun havde haft webshoppen i to år, kunne vi se, at vi solgte til Australien, Japan, USA og næsten alle europæiske lande. Det var ikke en høj omsætning, men mange lande havde altså fået øje på os allerede dengang,« slutter Torben Støy.