Tæt lokalopgør før VM-pausen
Silkeborg-Voel og SK Aarhus kæmper begge for en placering i den sjove ende.
Der er mere end to point på spil, når SK Aarhus onsdag aften møder Silkeborg-Voel på udebane.
Det er en kamp, der kan være med til at definere sæsonen for begge mandskaber.
Vinderholdet kobler sig på den gruppe, der bejler seriøst til slutspillet, mens taberen bliver involveret i bundstriden.
Silkeborg-Voel ligger inden opgøret et point foran SK Aarhus på sjettepladsen.
»Vinderen af opgøret ryger op i den gode ende, hvor det er en fornøjelse at ligge, og hvor der er ro, mens taberen ryger ned i en stor gruppe, hvor der ikke er langt ned til bunden. Vinderen af dette opgør kan se tilbage på den første halve sæson som en stor succes,« siger Jakob Andreasen, der er cheftræner for Silkeborg-Voel.
Uden venstreskytter
SK Aarhus må undvære Lærke Christensen, der er ude med en korsbåndsskade, ligesom holdet i forvejen mangler Mette Tranborg, der stadig er i gang med genoptræningen efter en operation i knæet. Dermed er SK Aarhus uden venstreskytter i bagkæden.
»Det problem har vi også haft hele sæsonen, men vi har bare ikke talt så meget om det. På den front er det lige vilkår for begge klubber,« siger Jakob Andreasen.
Han har stor respekt for SK Aarhus-spilleren Anna Sophie Okkels, der er i spil til en plads i VM-truppen.
»Vi har spillet imod hende mange gange. Hun er en drømmespiller for alle trænere, fordi hun kommer med så meget vilje og fight. Det handler om at være til stede og klar, og så må vi håbe, at vi har læst hende rigtigt og rammer hende på de rigtige tidspunkter, fordi ellers kan hun nemt score 10 mål,« siger Jakob Andreasen.
SK Aarhus skal forsøge at genfinde vinderformlen. Holdet har tabt de seneste fire ligakampe til Team Tvis Holstebro, Ringkøbing, Team Esbjerg og Randers HK.
»Jeg tror, at SK Aarhus-spillerne er så professionelle, at de ikke tænker på de nederlag. Det er en ny kamp, og jeg forventer, at holdet giver den maksimalt gas,« siger Silkeborg-Voel-træneren.
10 procent ekstra
Han forventer, at der bliver ekstra tryk på opgøret onsdag aften, fordi det er sidste kamp inden VM-pausen, der strækker sig i de kommende seks uger.
»Det er to gode forsvarshold, og der bliver formentlig givet 10 procent ekstra i fight og fysisk, fordi det er den sidste kamp inden VM-pausen,« siger Jakob Andreasen.
Voel-træneren forventer et helt tæt opgør.
»Det er to hold, der kender hinanden virkelig godt, og det skal næsten blive tæt. Det bliver afgørende, hvem der kommer i gang i angrebet,« siger Jakob Andreasen.