Fortsæt til indhold
Aarhus

Der var brugt over 10 mio. kr. alene på flytransport

Konkurs: Fejl i opsætningen af et it-system grundlagde et underskud på 34 mio. kr. i lysfirmaet SGM Lighting i 2014, fortæller direktør Peter Johansen. Nu er konkursboet opkøbt af en italiensk investeringsvirksomhed, SGM fortsætter sin produktion i Aarhus, og Peter Johansen vedkender sig sit ansvar i miseren.

Jacob Haislund

Alt så ud, som det skulle. Som Peter Johansen og de øvrige i ledelsen i SGM Light-ing forventede.

Året var 2014, og den hastigt voksende lysproducent havde flyttet sin produktion til Aarhus fra Thailand og Kina ud fra devisen, at kvalitet overtrumfer pris blandt de kunder, som SGM betjener.

Virksomhedens it-system viste, at økonomien i flytningen af produktionen var nogenlunde som planlagt. Der var bare et problem: It-systemet talte usandt.

Sådan lyder forklaringen fra Peter Johansen, direktør i SGM A/S, efter et hektisk år i hovedkontoret i Aarhus V. Det hele kulminerede den 3. november, da SGM indgav sin konkursbegæring. Konkursboet blev i denne uge opkøbt af det italienske investeringsfirma Eurofinim, som driver virksomheden videre.

Så langt, så godt. Men hvordan kunne det gå så galt for den fremadstormende virksomhed, der ifølge Peter Johansen er markedsførende inden for intelligent LED-lys på bl.a. det tyske marked?

Da SGM flyttede produktionen fra fjernøsten til Aarhus, øgede SGM medarbejderstaben fra 47 til 121 personer, og året forinden var der i SGM’s bare andet årsregnskab registreret et overskud på godt 2,8 mio. kr.

Forklaringen på derouten skal ifølge Peter Johansen findes i den stemning, der opbyggede sig i SGM’s ledelse.

»Havde vi ikke været så ivrige, havde vi måske foretaget nogle flere revisioner undervejs,« siger SGM-direktøren, som fortsætter i stillingen under den nye ejer.

Revisorer opdagede fejlene

2015 var lige begyndt, og to uger var gået, siden SGM satte sine revisorer i gang med at lave et årsregnskab. Det var nu, chokket ramte. Firmaet styrede imod et dundrende underskud – stik imod det billede, som virksomhedens it-systemer havde givet året igennem. Det var revisorerne, der opdagede fejlene, ikke ledelsen i SGM.

»Systemet viste noget helt andet end virkeligheden. Så for at sige det, som det er, havde vi overhovedet ikke styr på den udflytning rent økonomisk. It-systemet fejlede ikke noget i sig selv, men måden, det var konfigureret på, var under al kritik,« fortæller Peter Johansen.

»Der var mange ting galt. Dollarkurser var forkerte, og der var omkostninger, som blev konteret forkert, så de stod som et aktiv i stedet for en udgift.«

Som en konsekvens heraf havde der bl.a. været et uhørt højt forbrug i virksomheden på nogle punkter. Eksempelvis til flytransport, oplyser Peter Johansen:

»Der blev bl.a. brugt over 10 mio. kr. bare på at flyve komponenter ind til produktionen, fordi mange af de komponenter, vi fik fra Fjernøsten, var fejlbehæftede. Omkostningerne til de flytransporter blev ikke konteret korrekt, så de fremgik ikke af de rapporter, vi fik.«

Så I var slet ikke opmærksomme på, at der blev brugt så mange penge på flytransport?

»Nej. Så var der blevet sat ind over for det med det samme,« svarer Peter Johansen.

Da 2014-regnskabet forelå, viste det en negativ egenkapital på 23 mio. kr.

I marts i år forsøgte man sig med en redningsaktion, bl.a. gennem en kapitalforøgelse på 17,5 mio. kr. To nye investorer blev ejere af hhv. 12 og 14 pct., ligesom de hidtidige investorer skød penge ind, og firmaets kreditportefølje blev udvidet med 10 mio. kr.

I forbindelse med kapitalforøgelsen blev den arbejdende bestyrelsesformand, der var ansvarlig for virksomhedens økonomi og produktion, udskiftet.

Men aktionen var forgæves. Da der i efteråret blev brug for endnu en kapitaludvidelse, sagde to af investorerne nej til en ny investor, og konkursen var sidste udvej, forklarer Peter Johansen.

Kurator undersøger sagen

Gælden i det kollapsede SGM var på over 100 mio. kr. Mere end halvdelen blev hentet hjem igen gennem salget til Eurofinim, oplyser kurator Christian Jul Madsen fra Kromann Reumert. Men forklaringen om det fejlbehæftede it-system, som et eksternt konsulenthus satte op for SGM, er ny for ham.

»Det er bestemt et forhold, som vi vil se nærmere på og gå i dialog med Peter Johansen om,« siger Christian Jul Madsen, som nu er ved at gå konkursboet igennem for at skaffe så mange millioner som muligt tilbage til de mange kreditorer.

Først i køen står SGM’s pengeinstitut, som havde pant i virksomheden; alle andre må vente. Også de investorer, som for under et år siden skød millioner i SGM. De er i dag helt ude af virksomheden, konstaterer Peter Johansen.

»Det er pisseærgerligt, at vi var nødt til at gå konkurs, men der var en modvilje hos nogle til at lave endnu en kapitaludvidelse. Den udvidelse var allerede skitseret i foråret. Vi vidste, at der skulle mere til,« fastholder han.

»Det var dumt«

Peter Johansen, der gik konkurs med skibsværftet Royal Denship, da finanskrisen ramte i 2009, fortæller, at SGM-konkursen også har kostet ham et stort tocifret millionbeløb.

Alligevel påtænker han ikke at rejse et erstatningskrav mod det konsulenthus, som i sin tid satte det fejlbehæftede it-system op for SGM.

Og i sidste ende erkender han også, at han og den øvrige ledelse bærer ansvaret for, at firmaet endte i konkurs.

»Hvis man slår sig over fingeren med en hammer, kan man dårligt give hammerproducenten skylden for, at man får en blå negl. Vi har haft for meget fokus på at vokse og stolet for blindt på de tal, vi fik. Det var dumt,« siger Peter Johansen, der glæder sig over, at virksomheden trods alt kører videre.

»Det betyder alt. Det betyder, at SGM fortsætter i sin position på markedet, og at 85 personer beholder deres arbejde. Og nu kommer der til at være en mere rolig og kontrolleret vækst,« forsikrer han.