Den ”nemmeste” vej til succes
Pokalkvartfinale: Århus Håndbold håber på 5.001 tilskuere til braget mod de forsvarende pokalmestre fra Skjern.
»Jeg tror bare, jeg skal fejre det ved at sætte mig lidt ned og holde nogle af de andre lidt i hænderne.«
Jan Nielsen vil formentlig aldrig glemme den redning. Efter en lige finale reddede den dengang 40-årig målmand en Skjern-afslutning i sidste sekund. Kort efter lød hornet i den aarhusianske arena. Slut. 27-26. Den første aarhusianske pokaltitel var en realitet, siden Aarhus KFUM hævede trofæet tilbage i 1981. Målmandens glæde og lettelse over endelig at vinde et trofæ i klubben var ikke til at tage fejl af over for TV2 Sportens rullende kameraer efter kampen.
»Det er fantastisk. Vi viser os som mænd,« sagde målmanden, der sluttede pokalfinalen af med en redningsprocent på over 40.
En del af det største
Det er efterhånden knap 1.000 dage siden, at Århus Håndbold i februar 2013 slog Skjern Håndbold i pokalfinalen, men triumfen er kun en tanke væk for Jan Nielsen. Den nuværende direktør i Århus Håndbold kalder i dag titlen for et skulderklap, der viste, at klubben var og er på vej i den rigtige retning.
Onsdag aften kan Århus Håndbold spille sig et skridt nærmere et nyt trofæ. Modstanderen er netop Skjern Håndbold i pokalkvartfinalen, hvor vinderen belønnes med en adgangsbillet til Final4, der finder sted efter jul. Med andre ord vil en sejr over Skjern, der er forsvarende pokalmestre, betyde, at Århus kun er to kampe fra en titel og en tur ud i Europa.
»DM-semifinalen, DM-finalen og Final4 er de tre største events med størst opmærksomhed i dansk håndbold. Pokalturneringen er den ”nemmeste” måde at få succes på, da man i ligaen skal spille godt i lang tid for at nå semifinalen. Derfor siger det sig selv, at vi giver den fuld gas i aften,« siger Jan Nielsen.
En populær frase i håndboldverdenen lyder ”to point og hurtig videre” som en udvidet udgave af elitesportens største kliche om at fokusere på én kamp ad gangen. Men onsdag aften gør man det lidt anderledes i Århus Håndbold. Alle spillere, der var med til at vinde pokalguldet i 2013, er inviteret i loungen før kampen. To af dem, Mads Lind og Toke Holst, skal blandt andet fortælle om, hvad den 3. februar 2013 betød for dem.
»Ofte handler håndbold om at komme videre til næste kamp, men vi prøver lige at kigge lidt tilbage,« siger Jan Nielsen.
Århus Håndbold har på sociale medier markedsført pokalkvartfinalen som ”5001 til pokalkvartfinale”. Tirsdag eftermiddag kan direktøren melde om 4.500 solgte billetter, men man arbejder til det sidste for at fylde arenaen, selvom det bliver svært, lyder det.
Skjern uden livsforsikring
Går man fra kontoret og ned på banen forudser cheftræner Erik Veje Rasmussen en lige og jævnbyrdig kamp med høj intensitet.
»Skjern har en masse gode spillere, men de har sagt farvel til to dygtige skytter i form af Nikolaj Markussen og Henrik Møllgaard, og dermed har de ikke en livsforsikring. Det betyder, at vi kan variere lidt i forhold til, hvordan vi skal dække op, hvorimod vi før ville være stendøde, hvis vi var passive over for dem i forsvarets midtzone,« siger Erik Veje Rasmussen, der advarer mod vestjydernes evner i kontrafasen.
»De er dygtige i ankomstfasen, men hvis vi kan få lukket det ned, ser det rimeligt ud,« vurderer han.
De to hold ligger side om side i ligatabellen med 11 point. Dog har Skjern spillet en kamp færre. I de seneste 10 indbyrdes opgør har Århus vundet to, mens Skjern har vundet otte.
Pokalkvartfinalen spilles kl. 18.30 og vises direkte på TV2 Sport.