Fortsæt til indhold
Aarhus

Ring på klokken og læg din nyfødte op på Facebook

Nu kan nybagte forældre i Aarhus både ringe på klokke og lægge baby-opslag op på Facbook med GongApp'en.

I nogle måneder har det været muligt for nybagte forældre på Aarhus Universitetshospital at aktivere fødselsklokken på Dokk1 via app'en Gong. Nu udvides app'en, så det også bliver muligt at oprette et opslag om sin nyfødte på Facebook.

Når en baby kommer til verden på Aarhus Universitetshospital, kan de nybagte forældre tage deres nyfødte med hen til en miniatureudgave af den såkaldte fødselsklokke, som hænger på Dokk1. Og med et tryk på en knap kan den store fødselsklokke på Dokk1 aktiveres og annoncere ankomsten af den lille, ny aarhusianer. Det sker allerede flere gange dagligt.

Men nu er den fulde version af GongApp'en blevet udrullet, og det gør mulighederne for at melde ankomsten af babyen endnu bedre. Nu kan man nemlig også tage et billede af sin nyfødte, skrive en lille supplerende tekst og lægge det hele på fødeafdelingens Facebook-side.

Det er de to datalogistuderende ved Aarhus Universitet, Frederik Skytte Nielsen og Søren Qvist Jensen, som har udviklet GongApp'en.

»Det har hele tiden været meningen, at app’en skulle kunne mere end blot at ringe med fødselsklokken. Nu har vi samlet det hele i samme arbejdsgang, hvor man både lægger på Facebook og ringer med gongen på samme tid,« siger Frederik Skytte Nielsen.

Chefjordemoder på fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital, Joan Dürr, glæder sig over den nye app.

»Fødeafdelingen har fået et nyt ritiual, som forældrene er meget glade for. Der bliver allerede ringet med klokken flere gange hver dag. At få et barn er en kæmpe begivenhed i vores liv, som mange gerne vil dele med resten af verden. Spørgsmål så som barnets køn, vægt og fødselstidspunkt har til alle tider været noget som venner og familie er optaget af og spørger til. Vi håber at den nye facebookside vil kunne bidrage til at kommuikere den store begivenhed på en farverig facon og til mange på én gang,« fortæller Joan Dürr.