Højere karakterer efter skolereform
År ét med folkeskolereformen gav lille karakterfremgang til de aarhusianske 9. klasse-elever ved de afsluttende prøver.
Aarhusianske 9. klasse-elever gik frem til afgangsprøverne efter det første år med folkeskolereformen. Det viser nye tal fra Aarhus Kommune.
Mens det samlede karaktergennemsnit for kommunens folkeskoler i skoleåret 2012/2013 og 2013/2014 var henholdsvis 7,0 og 7,2, opnåede 9. klasse-eleverne et snit på 7,3 ved de afsluttende prøver denne sommer.
Det glæder ikke mindst formand for Aarhus Skolelederforening Stefan Møller Christiansen, fordi fokus på mange skoler har været på implementeringen af skolereformen og en ny arbejdstidsaftale, som har været mødt af kritik.
Måske fat i noget rigtigt
»Man skal passe på med at overfortolke, om det er en effekt af reformen, men alene det, at der er en stigende tendens og ikke tilbagegang, er rigtig godt. Lad os holde fast i det, for jeg tænker, at vi har fat i noget rigtigt,« siger Stefan Møller Christiansen.
Trods lokale skolefusioner, om- og tilbygninger og mange nye rutiner som følge af reformen – bl.a. at lærere i højere grad skal forberede undervisningen på skolen – har skolerne ifølge skolelederformanden alligevel samtidig formået at øge fagligheden. Han har selv stået i spidsen for en sammenlægning af Tranbjerg Skole og Grønløkkeskolen, som er gået fra et snit på henholdsvis 6,7 og 6,8 for to år siden til 7,1 i år på den nye Tranbjergskolen.
»Når vi kommer tilbage efter efterårsferien, vil jeg klappe mine medarbejdere på skulderen for at have opnået det her resultat. De har i en turbulent periode formået at koncentrere sig om kerneopgaven,« konstaterer skolelederen.
Ros fra Venstre
Børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V) tilskriver det stigende karaktergennemsnit, at de faglige organisationer og medarbejderne i folkeskolen har grebet processen med skolereformen konstruktivt og professionelt an.
»Så stor en omlægning trækker ressourcer ud af vores medarbejdere og påvirker arbejdet ude på skolerne. De skal have ros for ikke at have siddet med korslagte arme, men bidraget til opgaven, selv om det ikke er alt, de er enige i. Resultatet er, at vi igen rykker på karaktergennemsnit,« siger Bünyamin Simsek, som dog tidligst forventer en målbar effekt af skolereformen om et par år.
Lærernes formand Jesper Skorstengaard, Aarhus Lærerforening, er ikke overrasket over, at skoleeleverne i år kunne forlade 9. klasse med et højere snit end de to foregående år.
»Det sidste år har der også været meget fokus på fagligheden og selve det at gå til prøve, så det undrer mig ikke. Man kunne stille det frække spørgsmål: Burde det ikke være endnu bedre,« siger Jesper Skorstengaard.