Fortsæt til indhold
Aarhus

Afgørelse: Udleje af Dokk1 er ulovlig

Aarhus Kommunes udlejning af lokaler i Dokk1 er ulovlig, siger Social- og Indenrigsministeriet i en ny afgørelse. Kommunen er helt uforstående, og udlejningen fortsætter uændret.

Jørgen Rye

Aarhus Kommune må ikke udleje lokaler i Dokk1. Lokalerne skal enten bruges til kommunale formål eller sælges.

Sådan lyder en afgørelse fra Social- og Indenrigsministeriet, der efter to og et halvt års behandling af sagen er nået frem til en vurdering. Den går imod Statsforvaltningens afgørelse i 2013, der gav kommunen lov til at udleje lokaler til private til markedsprisen.

Afgørelsen kommer helt bag på Aarhus Kommune.

»Vi står helt uforstående over for ministeriets afgørelse i sagen, da vi i hele forløbet har ment, vi juridisk har været på fast grund, hvilket også er blevet bekræftet af Statsforvaltningen. Vi vil nu gå i dialog med ministeriet, som efter vores vurdering ikke har truffet sin afgørelse på et fuldstændigt grundlag,« siger Niels Højberg, stadsdirektør i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Da Dokk1 blev planlagt, besluttede byrådet samtidig at opføre op mod 10.000 kvm til foreløbig udlejning. Det var en beslutning, der blev bakket op af en intern juridisk vurdering. I 2013 gik kommunens tilsynsmyndighed Statsforvaltningen ind i sagen, og forvaltningen var enig i kommunens vurdering.

Udlejningen af de ekstra lokaler i Dokk1 har under hele forløbet været et problem, og i øjeblikket er kun 2.000 af de 10.000 kvm udlejet. Af samme årsag måtte byrådet ved de netop overståede budgetforhandlinger bevilge ekstra 5 mio. kr. årligt til Dokk1 til at dække de manglende lejeindtægter.

Oveni er det nu aftalt, at en række erhvervsorganisationer under Erhvervscentrum i løbet af efteråret skal flytte fra det nærliggende Pakhus 13 til Dokk1. Det vil betyde udlejning af yderligere ca. 2.000 kvm.

Niels Højberg forventer fortsat, at erhvervsorganisationerne kan flytte ind som aftalt, ligesom han vil fortsætte udlejningen:

»Fra kommunens side forventer vi, at der fortsat vil være interesse for lejemålene.«