Fortsæt til indhold
Aarhus

Glæde over afblæste vindmøller

Vindmøller: Kritikerne glæder sig over, at vindmølleprojekt ved Mejlflak er sat i bero, men projektet kan komme op af skuffen igen, siger NRGi-direktør. Aarhus Kommune på vej med ny vindmølleplan.

Jørgen Rye | Esben Larsen Mikkelsen

»Vi er glade, men lidt forsigtige, for det er lidt ligesom lufthavnen – den dukker hele tiden op igen.«

Det siger Ole Ørnstrand med bopæl i Højbjerg og sommerhus på Helgenæs, for mandag kunne han glæde sig over, at NRGi har besluttet, at et vindmølleprojekt ved Mejlflak i Aarhus Bugt sættes i bero. Mejlflak er et naturbeskyttet rev i den sydøstlige del af bugten mellem Helgenæs og Samsø, og nu kan foreningen Bevar Mejlflak notere en sejr i en kamp, der foreløbig har varet tre år.

»Vi er ikke imod vindmøller, men vi mener, at de skal placeres 20-30 km ude i vandet og ikke tæt på kysterne. Møllerne ved Mejlflak var halvanden gange højere end domkirken, og det ville ødelægge udsigten i et fredet og smukt område,« siger Ole Ørnstrand, talsmand for Bevar Mejlflaks 8.000 medlemmer.

Han frygter dog, at projektet igen kan blive taget op af skuffen.

»Vi arbejder videre til projektet er helt og aldeles skrinlagt, og vi har fortsat en række klagemuligheder, som vi vil bruge, hvis projektet igen bliver aktuelt,« siger han.

NRGi har valgt at sætte projektet i bero pga. lave el-priser.

»Det seneste års tid er el-prisen faldet, og det gør, at vi nu sætter projektet i bero. Men vi håber, at priserne igen når et niveau, hvor økonomien kan hænge sammen, for vi vil gerne gennemføre projektet ved Mejlflak, og det er alene økonomien, der afgør, om projektet kan gennemføres,« siger Søren Sørensen, adm. direktør i NRGi.

Teknikrådmand Kristian Würtz (S) beklager, at havmølleprojektet sættes i bero. Men det rokker ikke ved Aarhus Kommunes målsætning om at være CO2-neutral i 2030.

Han peger på, at kommunen bl.a. arbejder med at skabe en bæredygtig fjernvarmeforsyning, at letbanen tages i brug om få år, og at byrådet inden nytår bliver præsenteret for en ny vindmølle- og solenergiplan. Side 5

Artiklens emner
NRGi