Vaskerichef: Vi har allerede fået belønningen
Region Midtjyllands vaskeri Midtvask i Aarhus er blandt tre nominerede til en pris ved dette års CSR Awards.
Vaskeriet Midtvask, som ejes af Region Midtjylland, kan mere end at ordne vasketøj for sygehuse. Virksomheden udviser også social ansvarlighed, og derfor er den nomineret til en pris ved dette års CSR-konference i Vejle den 7. oktober.
CSR-juryen fremhæver særligt virksomhedens indsats med at uddanne ledige og ansatte ufaglærte til produktionsoperatører og virksomhedens praktik og sprogundervisning for flygtninge som begrundelse for nomineringen. Men vaskerichef Pernille Lundvang mener, at virksomheden allerede har fået belønningen.
»For os er det ren win-win. Vi har i øjeblikket fem personer, som arbejder gratis tre timer om dagen. På årsplan har det en værdi af ca. 700.000 kr. Og samtidig har jeg den luksus, at jeg får stillet et udvalg til rådighed, hvorfra jeg kan rekruttere nye medarbejdere,« fortæller hun.
Pernille Lundvang opfordrer også andre virksomheder til at tage flygtninge i praktik – både for deres egen skyld, men også, fordi et arbejde ifølge hende er den mest effektive vej til en succesfuld integration.
»Vi står med nogle, som fra dag et får at vide, at vi forventer, at de arbejder. De lærer om dansk arbejdspladskultur og det danske samfund. Som privatpersoner kan du ikke gøre andet end at hilse pænt på dem og smile,« siger hun.
Uddannelse er unødvendig
Vaskeriet er en selvstændig virksomhed i det tidligere Aarhus Kommunehospitals bygninger i Nørrebrogade. Vaskeriet servicerer bl.a. samtlige sygehuse i den østlige del af regionen. Arbejdet med at sortere, vaske og stryge er meget manuelt, og derfor stiller det ikke de store krav til medarbejdernes uddannelsesniveau, forklarer Pernille Lundvang.
»Man behøver ikke nogen uddannelse for at arbejde på et vaskeri. Det vigtigste er viljen. Enten har vi været heldige, eller også har Integrationsnet, som vi samarbejder med, plukket gode folk ud, for de er meget motiverede, og der har ikke været noget pjæk,« fortæller hun.
Midtvask har 180 medarbejdere, hvoraf knap 40 pct. er af anden etnisk oprindelse end dansk. Ifølge Pernille Lundvang er arbejdsmiljøet på den multikulturelle arbejdsplads kun blevet bedre med årene.
»Tidligere var der kun gamle damer, og medarbejderstaben er i dag meget mere varieret aldersmæssigt og med de ca. 30 forskellige nationaliteter. Derfor er vi også gode til at rumme flygtninge,« fortæller hun.
Hjælp fra mentorer
Flygtningene på Midtvask får tilknyttet mentorer, som skal bistå dem i arbejdsdagen, bl.a. sprogligt. Som led i samarbejdet med Integrationsnet i Aarhus stiller virksomheden også et lokale til rådighed for danskundervisning, mens Integrationsnet skaffer en dansklærer.
»De arbejder tre timer om dagen, og derefter skal de have tre timers danskundervisning. Det bliver til 15 timers undervisning om ugen, så de rykker voldsomt sprogligt,« fortæller hun.
Midtvask har også tidligere tilbudt sine medarbejdere danskundervisning.
»Vi har tilbudt ordblinde-undervisning til nogle af vores medarbejdere. Det har været vældig effektivt og flyttet dem meget, så de også har fået appetit på at tage en industrioperatøruddannelse, som 32 medarbejdere i øjeblikket er i gang med,« fortæller Pernille Lundvang.
Ud over Midtvask er også Falck Danmark A/S og Fakta A/S nomineret til en pris ved dette års CSR Awards.