NRGi udlodder 1 mio. kr. til kreative byprojekter
Energiselskabet fylder 100 år og udlodder 1 mio. kr. til nyskabende og innovative Smart City-projekter.
I år fejrer NRGi 100 års jubilæum. I den anledning udlodder det østjyske energiselskab 1 mio. kr. til såkaldte Smart City-projekter, der kan skabe bedre sammenhæng i byerne, og som gør livet lettere, billigere og mere energivenligt for virksomheder og borgere.
Pengene udloddes til projekter i NRGi's forsyningsområde, og ifølge administrerende den direktør hos NRGi, Søren Sørensen, matcher initiativet rigtig godt med selskabets overordnede ansvar.
"NRGi skal være værdiskabende for vores andelshavere, og vi skal samtidig gå forrest i omstillingen til et smart og bæredygtigt samfund. Derfor kommer vi nu med dette tiltag, der kan sætte fart i udviklingen af Smart City-initiativer, som vores andelshavere kan få glæde af," siger Søren Sørensen.
Han forklarer, at man hos NRGi fornemmer, at der er mange kreative idéer til Smart City-projekter, som sjældent kommer længere end idéstadiet pga. manglende finansiering. Han håber, at NRGi, gennem dette tiltag, kan få nogle af disse projekter frem i lyset og hjælpe med at realisere dem.
Martin Byskov er lektor ved Aarhus Universitet og har speciale i Smart City. Han er positivt stemt for NRGi's tiltag.
"Der er rigtig mange gode og spændende Smart City-projekter i gang i Danmark lige nu, men vi ser desværre ofte, at økonomien bremser nogle af dem, hvilket er en skam. Jeg håber og tror derfor, at NRGi's projekt kan hjælpe til at få realiseret endnu flere projekter i fremtiden," siger han.
Andelshavere i NRGi - både virksomheder, boligforeninger, private initiativtagere og kommuner - kan søge midler til deres Smart City-projekter. Deadline for ansøgningen er den 27. november 2015.