Fortsæt til indhold
Aarhus

Hvor går de hjemløse hen, når det regner?

Hjælp: Stadsarkitekt Stephen Willacy har to konkrete forslag til, hvor de hjemløse kan få opholdssteder i byrummet.

Klaus Eriksen

Når det regner, går man typisk i læ på en café eller i en forretning, når man er i det centrale Aarhus. Hvis man altså ikke er hjemløs og ikke har været i bad i flere dage. Så bruger man ofte busskurene.

Og det er til gene for både de erhvervsdrivende og ”almindelige” mennesker – de hjemløse er heller ikke glade for det. Særligt kendt er problemerne omkring Klostertorvet. Hvis det står til stadsarkitekt Stephen Willacy, skal der findes en holdbar løsning på de problemer.

»Bymenneskerne er presset sammen på et lille område, f.eks. omkring Klostertorvet. Det giver bl.a. store problemer i myldretiden, og når det regner,« siger han.

Bymennesker er Stephen Willacys egen betegnelse for hjemløse, fordi de ifølge ham »bruger byen som dagligstue mere end os andre«.

Han er selv trukket i ly for regnen mandag middag i kulturhuset i ”Byparken”, som ligger mellem rådhuset og Musikhuset. Det er et af i alt tre nye huse, som bl.a. Aarhus Kommune, Aarhus Tech og Gjøde og Povlsgaard Arkitekter har rejst i anledning af festugen. På Tangkrogen er der oprettet en spisestue for grønlandske hjemløse, og på Sankt Knuds Torv er der opstillet et hus til salg af hjemløseavisen ”Hus Forbi”.

»Ikke i min baghave. Sådan siger mange, når det handler om, hvor de hjemløse skal opholde sig i Aarhus. Her skal vi sige ”gerne”,« siger han og henviser til eksempler fra Beijing og Atlanta.

De to byer blev hængt ud i verdenspressen, fordi de gav hjemløse enkeltbilletter ud af byerne forud for de Olympiske Lege i henholdsvis 1996 og 2008.

»Sådan må vi ikke gøre, når Aarhus er europæisk kulturhovedstad i 2017. Så skal byen vise, at der er plads til alle – også bymenneskerne,« siger han.

Derfor håber han, at forsøget med de tre huse kan få lov at vare »bare lidt længere« end de 10 dage, som festugen varer.

To idéer

Konkret ønsker Stephen Willacy et værested beliggende mellem Carl Blochs Gade og Aarhus Å.

»Men den største forhindring er, at både beboere og erhvervsliv skal byde initiativet velkommen. Derfor skal byen f.eks. levere toiletter og arkitektoniske løsninger, så det er tåleligt for alle,« siger han.

På Klostertorvet mener han, at man kunne bygge et halvtag langs muren ind til klostret eller foran indgangen til Frelsens Hær på Klostergade 52.

»Hvis vi kan lave plads til dem i yderkanten af pladsen, kan det blive en god løsning. Så er de ikke gemt væk. Og samtidig generer de i mindre grad andre mennesker. Særligt når det regner« siger han.

Forsøget med de midlertidige huse i Aarhus Festuge er skabt ud fra idéen om at give plads til alle i byen. På hans foranledning er Aarhus Kommune i gang med at kortlægge de hjemløses ruter og brug af byen. Disse ændrer sig fra år til år. Med ny viden håber han, at Aarhus kan give et bedre og mere passende tilbud til de hjemløse.

»Der bliver flere og flere«

Annbritt Jørgensen er medstifter af Skraldecaféen, som er en flok frivillige, som i samarbejde med hjemløse tager ud og ”skralder” den mad, som supermarkederne kasserer. Den fejler mange gange intet og kommer de hjemløse til gode. Og i denne uge er caféen placeret ved kulturhuset i ”Byparken”.

»Jeg oplever, at der bliver flere og flere hjemløse. Og det er særligt blandt de unge, at jeg ser en stigning. Det er tydeligt, når det f.eks. regner,« siger hun.

Om der reelt set er blevet flere er først opklaret, når Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, offentliggør sin seneste tælling af hjemløse i september. Men i de seneste fire hjemløsetællinger er tallet steget.

»Boligmarkedet i Aarhus har ændret sig. For år tilbage mindede det mere om det, som man så i andre provinsbyer som Aalborg og Odense. Men nu minder det mere om København,« forklarer forsker ved SFI Lars Benjaminsen, der er hovedforfatter på den kommende rapport om hjemløse.

Aarhus Kommune mangler boliger, som den kan tilbyde de hjemløse. En årsag er boligpriserne, som nu minder om dem i København. Derfor er det svært at finde en bolig, som »man kan betale for en kontanthjælp«, siger Lars Benjaminsen.

Ved den seneste tælling i 2013 var der 617 hjemløse i Aarhus. I 2011 var der 588. I København var tallene henholdsvis 1.507 og 1.494.