Fortsæt til indhold
Aarhus

Kvik Køkken i Egå stormer frem

Det lokale Kvik Køkken i Egå har siden marts måned været under ledelse af den nye indehaver Brian Pedersen.

Katrine Holler

Brian Pedersen møder denne mandag morgen ind kl. 08.00. Han tager bagindgangen ind for at hilse på lagerforvalter René Elgaard.

»Hva’ så, har du haft en god weekend?« spørger han i farten, inden han farer ind i butikken for at tænde lys og radio.

»Jeg har været så klog at sende mine to salgsmedarbejdere på kursus i dag, så jeg er alene på bjerget,« fortæller han, mens han kører gitteret til fordøren op – klar til endnu en dag i Kvik Køkken i Egå.

Brian Pedersen er den nye butiksindehaver i butikken, som han overtog tilbage i marts måned i år. Siden da har han fået rusket op i tingene i butikken i en sådan grad, at det er lykkedes ham at gøre Kvik Køkken i Egå til den mest fremadstormende danske butik i kæden.

Sælger ind til benet

De hårde tal bag succesen i Kvik Køkken i Egå viser, at salget i butikken i juni i år er næsten fordoblet i forhold til juni måned sidste år. Og målt på det første halvår er omsætningen steget til 6,3 mio. kroner mod 4,3 mio. kroner i samme periode sidste år. Det betyder, at butikken ligger 40 pct. foran budgettet.

Brian Pedersen kom til Kvik Køkken i Egå fra en stilling som butikschef i Vordingborg Køkken, hvor han har været de sidste fire til fem år. Han er sælger helt ind til benet, selvom han oprindeligt er uddannet indkøber.

Når Brian Pedersen selv skal forklare den store fremgang, peger han på et forstærket fokus på salg, som er den del af arbejdet, som han brænder allermest for.

»Man skal først og fremmest føle sig som gæst i et hus i stedet for en kunde. Derudover har jeg den tilgang til arbejdet, at hvis man køber et køkken hos os, så skal det ikke være kundens projekt, det skal være vores projekt. Vi skal gå til opgaven med ydmyghed og gøre os umage hver gang,« fortæller Brian Pedersen.

Stor holdindsats

Vigtigst af alt er imidlertid, at man har et velfungerende hold bag sig, lyder det fra butiksindehaveren:

»Jeg tror selv, at jeg er god til at orkestrere et hold. Det er ikke mig, der har skabt denne her fremgang. Det er holdet. Montøren skal gøre sit arbejde, det samme skal leverandøren. Har jeg ikke dygtige folk omkring mig, så er jeg nul og en bønne,« siger han.

Holdet i Kvik Køkken i Egå tæller fem medarbejdere – inklusiv Brian Pedersen selv. To af dem havde han med sig fra sit gamle job i Vordingborg Køkken.

For det er altafgørende at arbejde sammen med passionerede og dygtige folk, lyder det fra butiksindehaveren.

»Jeg er ikke god til at arbejde sammen med folk, der bare sidder i et hjørne og skal igennem dagen. Jeg forventer energi og drive. Men jeg er en kærlig fyr, og hvis man viser, at man vil sit arbejde, så vil jeg stå på hænder for dem. Noget for noget,« siger Brian Pedersen.

Langt fra færdig

Lagerforvalter René Elgaard ser også positivt på ændringerne i Kvik Køkken i Egå.

Han har arbejdet under otte forskellige butikschefer og indehavere i forretningen på 10 år.

»Der er mere fokus på salg. Det er det Brian kan, og det går faktisk så godt, at jeg har fået brug for en ekstra fuldtidshjælp her på lageret,« lyder det fra lagerforvalteren.

Og Brian Pedersen er slet ikke færdig med Kvik Køkken i Egå endnu.

»Det kan blive vildere endnu. Vi har alle muligheder. Vi ligger placeret rigtig godt i et område med overskudsmennesker. Alle tendenser tyder på, at hjulene kommer til at køre hurtigere og hurtigere rundt, så jeg har svært ved at se begrænsningerne,« siger han.

Artiklens emner
Kvik