Aarhus' nye vartegn er kommet til byen
Fredag morgen ankom det store udsigtstårn, der skal stå på havnen i Aarhus.

Tidligt fredag morgen flyttede Aarhus' nye udsigtstårn ind ved Bassin 7 i den nye bydel i Aarhus Ø.
Tårnet, der har en samlet vægt på over 80 ton, er i løbet af natten blevet fragtet fra producenten HSM i Grenaa til Aarhus. Men fordi tårnet har en kantet konstruktion, er det ikke sådan lige til at transportere hele den lange vej. Den er nemlig for tung og uhåndterlig til at kunne tage turen på motorvejen, og der er den i stedet blevet sejlet til Aarhus på pram.
Det 11 meter høje monument er tegnet af arkitekt Dorte Mandrup, og det har kostet syv mio. kr.

Det er Sallingfondene, der har skænket pengene til det store udsigtstårn.
Tårnet skal sættes op der, hvor Strandbaren og de fire høje huse med ungdomsboliger er - helt inderst i Bassin 7.
Det får en fascinerende facon: På trods af en udsigtsplatform på i alt 20 kvadratmeter og plads til maksimalt 150 mennesker kommer tårnet til at hvile med blot en lillebitte spids på havnefronten: en fod på tre kvadratmeter. Og konstruktionen bliver ikke mindre paradoksal af, at origami-designet bliver udført i massive stålplader med en tykkelse på 3 cm og dermed får en samlet vægt på hele 85 ton.
Små integrerede lamper i tårnet vil gøre det muligt også at bruge det i skumringstimerne og lade det fremstå som en skulptur og orienteringspunkt i havnemiljøet i de mørke timer.

"Jeg er meget tilfreds med det her. Helt sikkert. Man får en udsigt udover hele Aarhus, og det var det, der var meningen med det," siger Karin Salling, der er næstformand i Sallingfondene, til TV2 Østjylland.
Ideen til byens nye udkigstårn kommer fra Aarhus' tidligere stadsarkitekt.
Tårnet vil dog ikke være tilgængeligt endnu. Det vil nemlig være lukket indtil åbningen den 10. august.