Aarhusianske brødre har fået jackpot med populært mobilspil
Det populære mobilspil Subway Surfers har sikret brødrene Simon og Jacob Møller Jensen endnu et solidt årsresultat.
De to brødre Simon og Jacob Møller Jensen har ramt en guldåre i dansk spilindustri.
Med deres spilvirksomhed Kiloo har de i hvert fald i 2014 formået at hive årsresultatet op på 156 mio. kr. før skat.
Det er rekord. Året forinden landede årsresultatet på 113 mio. kr. og meget langt fra de minusser, der var på bundlinjen i 2008 og 2009.
Det har også sikret de to brødre en betydelig pengesum til dem selv. Af regnskabet fremgår det, at de har hevet cirka 119 mio. kr. ud af selskabet. I fjor hev de 76 mio. kr. ud.
Det er blandt andet det populære tablet- og mobilspil Subway Surfers, der har været med til at sikre Kiloo den udvikling. I sin femårige levetid har den grafittimalende Jake, der i det populære spil flygter fra politiet i sin jagt på guldmønter, fået en fanskare, der tæller cirka 30 mio. aktive brugere om dagen.
Og spillet bliver stadig hentet ned på telefoner og tablets. Lige nu ligger det på en 47. plads på listen over mest populære gratis-apps i Apples App Store.
Kiloo blev etableret i 2000 og har i dag 100 medarbejdere fordelt over Aarhus, København og Budapest. Selvom idéen til Subway Surfers spirede i spilfirmaet Sybo Games har Kiloo været med som partner på projektet siden 2011.
I september startede brødrene en digital modeportal, der hedder Katoni.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra Kiloo, men uden held.
Du kan se udviklingen af Kiloos regnskaber i Finans' database her (kræver abonnement).