Bedre mobildækning til stadion
Mobildækningen til AGF's kampe bliver nu tredoblet. Det oplyser teleselskabet Telenor.
Nu får AGF-tilhængerne bedre mobildækning, når de er til kamp.
Dermed er det ikke kun spillet på banen, der i løbet af sommeren har fået lidt medvind - men også den mobile dækning på stadion.
"Som fodboldtilskuer kommer man selvfølgelig først og fremmest for at se spillerne på banen, men vi kan tydeligt se på trafikken i vores mobilnetværk, at det for rigtig mange er blevet en vigtig del af stadionoplevelsen, at de kan bruge mobilt internet. Det er altid en udfordring at levere nok kapacitet i mobilnettet, når mange tusinde mennesker er samlet på et lille område, men med de opgraderinger, vi har foretaget på Ceres Park, ser det fornuftigt ud," siger televirksomheden Telenors netværksdirektør Kim Krogh Andersen i en pressemeddelelse.
En del af opkvalificeringen er blandt andet, at mobilmasten ved stadion er blevet opgraderet til 4G.
Derudover har Telenor sat flere antenner på masten. På den måde bliver signalet fordelt bedre, så flere af tilskuerne til AGF's kampe kan være mobile samtidig med, at de ser fodbold.
Forbedringerne vil ifølge Telenor betyde, at kapaciteten er tre gange bedre, når det kommer til opkald og datamængde.
Første gang tilskuerne kan få glæde af den forbedrede mobildækning er på søndag den 19. juli. Her skal AGF møde Brøndby IF kl. 18.00.