Unge komponister inviterer til klangfest
I weekenden fejrer fire nyuddannede komponister fra Det Jyske Musikkonservatorium afslutningen på deres uddannelser med en gratis festival i musikhuset.
På Det Jyske Musikkonservatorium har de fire komponister, der afslutter deres uddannelser denne sommer, valgt at markere studiefinalen med ”Panorama” – en festival, hvor de får opført deres nyskrevne klange på musikhusets scener.
I den kommende weekend kan alle nysgerrige lyttere dukke op og høre et udpluk af de værker, som tonesætterne har tumlet med under deres uddannelser.
Betoningen ligger på ”fest”, lover Allan Gravgaard Madsen, der afslutter sin kandidatuddannelse på konservatoriet og er initiativtager til Panorama.
»Som komponist sender man normalt bare sine eksamensværker ind til censorernes bedømmelse – modsat konservatoriets udøvende musikere, som afslutter uddannelsen med en offentlig koncert, hvor venner og pårørende kan komme og heppe. På Panorama vil vi give omverdenen indblik i den musikalske bredde, som vi fire flyvefærdige komponister repræsenterer i vores værker og stil,« forklarer han.
Festivalen byder på alt fra blide toner for sologuitar til voluminøse stykker for fuldt besat sinfoniettaorkester. Søndag sluttes festivalen af med uropførelsen af en spektakulær videoopera. Også en mere særpræget komposition for vand og bassin af komponisten Loïc Destremau står på programmet.
Moderne komponist
»Han er indbegrebet af en moderne komponist, der spreder sig og udnytter potentialet i mange forskellige klanglige udtryk,« beskriver Allan Gravgaard Madsen, der selv bringer flere af sine kompositioner i spil på festivalen.
Ved en af Panoramas i alt fire koncerter får lytterne bind for øjnene. De føres herpå ind i et rum, hvor et ensemble optræder og udfordrer deres sanser, røber festivalarrangøren.
Der er åbningsreception på festivalen lørdag, og efter operaforestillingen søndag kan publikum blive hængende og skylle det nye værk ned med et glas. Ved disse uformelle seancer mellem koncerterne har lytterne mulighed for at møde komponisterne ansigt til ansigt og tale med dem om musikken og arbejdet bag.
»Det er altid sjovt at gå i dialog med publikum. Jeg holder især af at møde dem, der ikke forstår den musik, jeg skriver. Så bliver jeg udfordret til at tage en debat og forklare publikum, hvorfor jeg skriver, som jeg gør. Hvis folk synes, at de værker, de hører på festivalen, er helt uforståelige, er de velkomne til at konfrontere komponisterne med det efterfølgende,« understreger arrangøren.
Han er stolt af, at både danske og udenlandske musikere bakker festivalen op ved at komme og spille de nye værker på musikhusets forskellige scener. Et af ensemblerne er Århus Sinfonietta, som stiller med professionelle musikere til både forprøver og to koncerter.
»Ensemblet kunne se ideen med at promovere de nye værker, og musikerne mente, at det er meget vigtigt at støtte et projekt som dette,« fortæller Allan Gravgaard Madsen, der også fra Det Jyske Musikkonservatoriums ledelse fik fuld support til at realisere festivalen.
»På institutionen er de gode til at støtte de aktive studerende,« oplever han.
I forvejen har Det Jyske Musikkonservatorium et meget dynamisk og visionært miljø inden for ny musik med både klassiske og rytmiske komponistlinjer og Danmarks Center for Elektronisk Musik, DIEM.
»Musikalsk er der mulighed for at tænke bredt og anderledes i Aarhus,« understreger den unge komponist.
I alt kommer ca. 50 personer, fra musikere og komponister til grafikere, lydmænd og videokunstnere, i sving op til og under festivalen. Arrangøren håber, at mange lyttere vil lægge vejen forbi musikhuset og suge til sig af tonekunsten anno 2015. Som han siger:
»Det er gratis, så alle har mulighed for at dumpe ind og høre, hvad der rører sig i komponistmiljøet lige nu. Der bliver noget for enhver smag, og tør man lade sig udfordre eller forarge – så er det helt klart Panorama-festivalen, man skal tage til.«