Et opkald i dansktimen vendte op og ned på alt
Interview: Teenageren Emil Nielsen var Århus Håndbolds helt store åbenbaring i den forgangne sæson. Han gik fra U18-målmand til førstekeeper på ganske få måneder.
Midt i en dansktime i gymnasiet ringer Emil Nielsens telefon. Det er ikke, hvem som helst, der ringer. Erik Veje Rasmussen står der på displayet. Træneren fra Århus Håndbold, klubben hvor Emil Nielsen er tilknyttet som førsteårsmålmand på U18-holdet, vil have fat i ham.
Emil Nielsen forlader i et kort øjeblik dansktimen for at tage telefonen.
Han får besked på, at han skal sidde på bænken i Århus Håndbolds kommende kamp på hjemmebane mod Sønderjyske.
Målmandslegenden Jan ”Tromle” Nielsen har et ømt knæ og kan ikke spille. Emil Nielsen går nærmest i panik ved tanken om den mulige debut for Århus Håndbolds bedste mandskab.
Han kan ikke tænke på andet, det er så vildt overraskende, at han allerede nu er blevet midlertidigt opgraderet til andenmålmand i klubben.
Yngste debutant
I kampen mod Sønderjyske får han et kvarter på banen, viser sine kvaliteter og bliver den yngste debutant i Århus Håndbolds historie med en alder på bare 17 år.
Nu er det ni måneder siden, Emil Nielsen debuterede i landets bedste håndboldrække den 10. september 2014. Meget er sket siden da.
Han er blevet 18 år, var redningsmand i adskillige opgør i den forgangne sæson, i nogle kampe var redningsprocenten undervejs helt oppe på 70, og til sidst endte han faktisk med at være den keeper i Århus Håndbold, der fik mest spilletid.
Når Emil Nielsen selv kigger tilbage på sæsonen, har han da også svært ved at forstå, hvor hurtigt det faktisk er gået.
»Det er gået så utrolig stærkt, at jeg indimellem har været nødt til at knibe mig selv i armen. Da sæsonen begyndte var min ambition at blive dansk mester med U18-holdet, hvilket også lykkedes, og træne lidt med ligaholdet. Men at jeg skulle ende med at blive en vigtig brik for ligaholdet, var meget overraskende for mig. Det havde jeg hverken forventet eller troet på,« siger den 18-årige målmand, der endte med at blive en af håndboldligaens helt store åbenbaringer i den forgangne sæson.
Meget fysisk træning
Mens mange af holdkammeraterne nok skal nyde sommerferien, så står den på hårdt arbejde for Emil Nielsen. Han håber at blive en del af U19-landsholdstruppen, når den til august skal spille VM i Rusland. Derfor bliver der ikke tid til afslapning i sommermånederne. Det eneste, der kommer til at minde om sommerferie for Emil Nielsen, er den uge, han skal til Italien med sin familie. Men selv der vil han lave fysisk træning.
Emil Nielsens mantra er hele tiden at blive bedre til at være håndboldmålmand, og den største forbedring kan hentes ved at komme i en bedre fysisk forfatning, mener han.
»Jeg gør rigtig meget ud af den fysiske træning, for jeg skal både være stærkere, hurtigere og tabe mig en smule. Det er rigtig vigtigt, at jeg får forbedret min fysik, for det er en nøgle til, at jeg kan tage det næste skridt i min udvikling,« siger han.
Som målmand er hans styrker en god reaktionsevne og især en uovertruffen evne til at læse spillet. Det mener Jan ”Tromle” Nielsen, der som topmålmand gennem de seneste mange år har set lidt af hvert.
»Jeg har aldrig set en ung målmand være så langt i sin udvikling, som Emil er. Han har et kæmpe potentiale og kan blive landsholdsmålmand, hvis han fastholder den dedikation og passion, han har vist indtil videre i sin korte karriere. Fortsætter han med at være sulten og have viljen til at blive bedre, så når han rigtig langt,« siger målmandslegenden, der nu har stoppet karrieren og er blevet direktør i Århus Håndbold.
Vil være verdens bedste
Drømmene og ambitionerne er da også til mere end Århus Håndbold for Emil Nielsen, selv om han først og fremmest har fokus på sin nuværende kontrakt, der løber frem til sommeren 2017.
»Jeg har ikke en plan for min karriere og har det ikke sådan, at jeg skal spille på et bestemt niveau på et bestemt tidspunkt. I stedet tager jeg det lidt, som det kommer. Men det er klart, at jeg gerne vil være den næste Niklas Landin og stå på landsholdet. Jeg vil være verdens bedste målmand og stå i de bedste klubber. Det handler hele tiden om at tage de rigtige skridt i min karriere og spille kontinuerligt, for det er langt bedre at stå i en mindre tysk klub, frem for at være tredjemålmand i Kiel,« siger Emil Nielsen.
I næste sæson kommer han til at kæmpe om målmandspladsen med Jens Fredsgaard, der kommer til Århus Håndbold fra HC Midtjylland.