Fortsæt til indhold
Aarhus

Stifter: Børnenes Jord er truet

Børnenes Jord kæmper for at bestå som et fristed for alle.

Henrik Grønvald

Et fristed er truet.

Det mener Thomas Kruse, som var med til at etablere legepladsen Børnenes Jord i Thunøgade i 1970.

Fra sommeren 2015 skal legepladsen dele personale med Midtbyklubben, som forvaltningsmæssigt slås sammen. Dermed får Børnenes Jord ikke længere sin egen daglige leder, men styres fra Midtbyklubben, hvor nedskæringer og fyringer er i gang.

Efter sommerferien vil de tre fastansatte, som ellers har arbejdet på Børnenes Jord, blive reduceret til en. Årsagen er en demografisk fordelingsmodel, som beregner budgetter efter antallet af 11-18-årige i Samsøgades skoledistrikt.

»Vi oplever, at det, som er et lokalt kultur- og mødested for alle aldre, nu skal forvaltes, som om det var en del af en ungdomsklub. Politikerne ved jo ikke, at den demografiske model får den virkning. De har mange smukke ord om, hvad legepladserne betyder for byen, men nu bliver den nærmest en klub,« mener Thomas Kruse.

Brugerrådet laver nu en underskriftsindsamling og sætter en brugerundersøgelse i gang for at vise, at det er en meget større kreds af mennesker, som bruger Børnenes Jord, end dem, som der bevilges penge efter.

»Mange børnehaver, vuggestuer, dagplejere, småbørnsforældre og børn fra privatskolerne osv. kommer dagligt på Jorden,« fortæller Thomas Kruse.

Han mener, at legepladsen bør have sin egen økonomi og ledelse.

»Selvfølgelig kan vi frivilligt gøre mange ting, men der skal jo nogle ansatte til, og der skal være et budget, så det er uforståeligt, når Børnenes Jord er udnævnt til den bedste legeplads i flere år, at kommunen vil skære ned og faktisk ødelægge den,« siger Thomas Kruse.