Fortsæt til indhold
Aarhus

Skanderborg: Nej til lufthavn

Flensted bliver ikke hjemsted for en ny lufthavn. Skanderborgs borgmester sig nej til placering.

Blot 12 timer efter, at Flensted ved Låsby blev udpeget som den bedste mulige placering for en ny lufthavn, er den mulighed allerede revet af bordet igen.

Flensted ligger i Skanderborg kommune, og borgmester Jørgen Gaarde har tirsdag morgen kl. 6 udsendt en pressemeddelelse, hvori han oplyser, at han og den øvrige socialdemokratiske gruppe afviser Flensted som en mulighed.

”Udgangspunktet for mig som borgmester har været, at hvis Skanderborg Kommune efter fremlæggelsen af lufthavnsanalysen skulle anbefale, at man fortsatte med at analysere på placeringer i Skanderborg Kommune, så skulle der kunne samles et solidt politisk flertal for det. Efter sonderinger i går aftes kan jeg konstatere, at et sådant solidt flertal ikke findes,” skriver borgmesteren og fortsætter:

”Jeg har ligeledes udtalt, at jeg og den socialdemokratiske gruppe var skeptiske både før og efter fremlæggelsen af rapportens konklusioner. Efter at have set selve rapporten er denne skepsis ikke blevet fjernet. Af respekt for dels de berørte borgere i og omkring Flensted/Låsby og dels Aarhus Byråd, som har taget initiativ til rapporten, ønsker jeg, at der gives en klar besked fra Skanderborg Byråd. Borgerne i området har krav på, at der skabes klarhed om deres situation, og Aarhus Byråd skal kende Skanderborg Byråds indstilling, inden de behandler sagen,” hedder det og videre:

”Jeg vil derfor bringe spørgsmålet op til endelig afklaring i byrådet onsdag den 27. maj og jeg vil her anbefale byrådet, at der ikke arbejdes videre med placeringsmuligheder i Skanderborg Kommune.”

Dermed er Aarhus Kommunes byråd henvist til at fortsætte undersøgelser af den næstbedste mulighed i rapporten, Thomasminde, som ifølge analysen er ”miljømæssig problematisk” og en placering på Thomasminde kan koste 1 mia. kr. til terræn- og miljøforhold ud over de 2 mia. kr. som det vil koste at anlægge selve lufthavnen.

Til gengæld ligger Thomasminde i Aarhus Kommune, hvilket betyder, at byrådet kan træffe beslutningen uden involvering af andre kommuner.