Skal du til Rio? Så skal du først mod øst
European Games: Det kan lyde underligt, men et års pause ser ud til at have hjulpet Carina Rosenvinge Christiansen til at blive en bedre bueskytte.
Hvad sker der i Aserbajdsjan i juni? For den almindelige dansker er svaret nok »absolut intet«. Men for danske elitesportsudøvere med drømme om sommer-OL i Rio de Janeiro 2016 er det her, det sner.
I hovedstaden Baku afholdes European Games – på mere populært dansk kan man kalde det europæisk mini-OL. I 16 dage skal 64 danske atleter i 19 idrætsgrene kæmpe mod resten af den europæiske idrætselite om medaljer – og om OL-kvalifikation i enkelte idrætsgrene på enten den ene eller anden måde.
Aarhus er så absolut repræsenteret i dette fine selskab. Hele ni udøvere er med fra byen, og en af dem er bueskytten Carina Rosenvinge Christiansen. Måske, for hun er ikke helt sikker på billetten endnu, men det vender vi tilbage til.
Helt usædvanligt valgte den unge atlet at holde pause efter VM for to år siden.
Men det har kun været gavnligt for hende, men vejen tilbage til topniveauet er hård.
Afstand til familien
»Vi har fået en meget mere fokuseret atlet ud af hende, efter hun havde holdt pause et år. Hun er mere fokuseret i sin træning, både i styrketræningsrummet og med buen,« forklarer sportschef i Bueskydning Danmark, Allan Grønkjær.
Normalt er det trygge rammer, der giver danske atleter de bedste forhold. Men for Carina Rosenvinge Christiansen var det mere et spørgsmål om at få en hverdag, som var indrettet bedre uden alt for megen familie og venner omkring.
»Det lyder måske underligt, men jeg trængte til et sceneskift. Derfor flyttede jeg til Aarhus. Når jeg så endelig ser min familie eller vennerne, så er det et tilvalg, og så kan jeg holde helt fri fra træningen,« forklarer bueskytten.
Forholdene i Aarhus beskriver hun som »optimale«, omend selve træningsbanen i Aalborg var en smule bedre. Men i Aarhus har hun alt inden for 10 minutter på cykel: Arbejde, træningsbane, styrketræningscenter og fysioterapeut.
Træningen har givet pote, for på Team Danmarks hjemmeside er hun igen opført som ”verdensklasseatlet”. Ved OL i London i 2012 kom hun til ottendedelsfinalen i den individuelle konkurrence, hvilket rakte til en niendeplads.
I holdkonkurrencen kom hun sammen med Maja Jager og Louise Laursen helt til kvartfinalen, hvilket betød en ottendeplads.
Forstående arbejdsgiver
»Jeg er elev i Salling, og jeg er så heldig, at min arbejdsgiver er yderst forstående. Jeg arbejder 20 til 25 timer om ugen. Nogle dage kan jeg møde senere, så jeg kan nå at styrketræne om morgenen. Andre dage kan jeg gå tidligere, så jeg kan komme på skydebanen i ordentlig tid,« forklarer hun.
Men der er langt til Rio. Specielt når man som atlet først skal rejse mod øst for at komme frem. Det endelige OL-hold udtages efter VM, som afholdes i København i juli.
For at deltage her, kræves det, at man klarer sig godt til European Games. Og for at komme med til European Games, skal man klare sig godt til World Cup-stævnet i denne uge i Antalya, Tyrkiet.
Carina Rosenvinge Christiansen har fået billet til Antalya. Så langt så godt.
»Som bueskytte er jeg efter min pause blevet bedre rent teknisk og mentalt,« forklarer hun og fremhæver vigtigheden af simpelthen at tage det »en pil ad gangen«.
»Begynder man at stå og tænke på, at man nu skal have så og så mange point, bliver det hurtigt et problem. Det har jeg arbejdet meget med,« siger hun.
Derudover har Carina Rosenvinge Christiansen også ændret mindre ting i sin teknik, og den skal finpudses ved World Cup.
»Jeg har arbejdet meget med vores landstræner Niels Dall. Han kender mig så godt, at han kan se selv de mindste fejl, jeg laver. Og det er virkelig en stor hjælp,« siger hun.
Jeg trængte til et sceneskift. Derfor flyttede jeg til Aarhus. Når jeg så endelig ser min familie eller vennerne, så er det et tilvalg, og så kan jeg holde helt fri fra træningen.Carina Rosenvinge Christiansen, bueskytte
Medaljer er ikke et krav
Det kan lyde næsten kedeligt dansk, men målet for bueskytterne ved European Games i Baku er ikke medaljer. Men det er der en grund til. Og den er ikke ”dansk”.
»Som hold skal vi først toppe ved VM i København i juli. Det er her, at OL-billetterne sikres. Top otte er acceptabelt, men selvfølgelig har vi en drøm om medaljer på damesiden,« siger Allan Grønkjær.
Ud af skyggen
De store sportsbegivenheder bliver i disse år flere og flere. En anke imod et arrangement som European Games blandt eksperter i medie- og marketingbranchen har derfor været, at der opstår kannibalisering blandt sportsgrenene. For den samlede pulje af tv-penge bliver ikke nødvendigvis større.
Men en sådan træthed er nok størst blandt de allerstørste sportsgrene, som året rundt nyder godt at stor mediebevågenhed.
Det problem finder man ikke hos Bueskydning Danmark. For forbundet er European Games med til at løfte hele sportsgrenen, som uden for OL lever det, man kan kalde en skyggetilværelse.
»Det er ganske enkelt megagodt for vores sport. Vores atleter får mere opmærksomhed. Det giver også træning i at håndtere medierne. Så er de bedre klædt på, når det går løs i Rio de Janeiro,« forklarer Allan Grønkjær.
Til legene vil Aarhus være repræsenteret i sportsgrenene boksning, brydning, cykling, gymnastik, svømning og taekwondo – og måske også bueskydning.